En god sommer i naturen

Helle Stuhr er skovløber i Naturstyrelsens enhed i Storstrøm, og hun fortæller her om at give danskerne en masse gode oplevelser i naturen.

Med Corona og en sommer, hvor de fleste blev hjemme i Danmark, har vi oplevet et ekstremt pres på naturen og vores forskellige faciliteter. Vi har mødt mange forskellige typer mennesker ude i naturen, og især rigtig mange nye brugere af naturen. Så vi har løbet stærkt i år for at følge med og holde naturen pæn og præsentabel.

Det er på Møns Klint og i Klinteskoven, jeg bruger størstedelen af mit arbejdsliv. Det er et godt og varieret arbejde, hvor jeg hver dag tager et tjek af vores mange faciliteter rundt om i skovene. Der kan være et træ, der er ved at vælte ned over en sti, der kan være et udløb fra en å, der er tilstoppet, der kan være et løst trin på trappen ned ad Møns Klint, der skal sættes fast igen.

 

Helle Stuhr er skovløber i Naturstyrelsen

 

Det skal være en god og sikker oplevelse for gæsterne at færdes i skovene, det går vi meget op i. Det er også mig, der fylder foldere i standerne og maler de karakteristiske røde pæle, som viser gæsterne, at de færdes på statens arealer. Opgaverne er mange og meget forskellige, og det gør, at jeg aldrig keder mig.

Mange nye gæster i skoven

I år fik vi så tilmed en pose penge fra regeringens sommerpakke, som har været en god hjælp til at opgradere faciliteterne og sørge for ekstra toiletter og god skiltning til de rigtig mange besøgende.

Der har været mange nye brugere i skovene, som ikke helt ved, hvordan man opfører sig i naturen. Især i forhold til at tage sit skrald med sig. Og det er ikke småting jeg støder på, når jeg kommer ud på de populære shelters og overnatningssteder efter en velbesøgt weekend. Særligt i år, hvor der ikke har været nogle festivaller, har nogle af teltpladserne lignet mini-versioner af Roskildefestivallen. Og det er bare ikke i orden.

 

Skrald avler skrald

Brugte telte og campingstole hører ikke til i naturen. Men jeg tager skraldet med mig, også det mere uhumske. Faktisk ved jeg nærmest pr. instinkt, hvor jeg skal lede for at finde brugt toiletpapir, brugte bind og baby-bleer. Og det skal jo ikke ligge og flyde i naturen. Men det kommer det til, hvis ikke jeg fjerner det. Jeg fjerner det også fordi, jeg har erfaret, at jo renere der er, desto renere bliver der ved med at være. Og omvendt oplever jeg, at skrald avler skrald. Der er bare desværre stadig nogen få gæster, der ikke kan læse skilte eller finde skraldespanden, og det ødelægger oplevelsen for de mange. Og det kunne jo være rart, hvis vi kunne bruge ressourcerne på noget andet og mere spændende naturpleje end at gå og rydde op efter folk.

 

Faktaboks om regeringens sommerpakke 2020

Regeringen Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsatte i juni 19,2 mio. kr. til indsatser, der skulle sikre gode oplevelser i den danske natur og hjælpe de mange besøgende med at sprede sig mest muligt i naturen. Heraf blev der afsat 15,2 mio. kroner til at opgradere stier, veje og andre faciliteter i de statslige naturområder. Blandt andet skulle der oprettes over 80 nye primitive overnatningspladser, hvor familier og smågrupper kunne slå telte op for maksimalt 2 overnatninger. Hen over sommeren blev der også opsat midlertidige toiletter på udvalgte steder. Disse tiltag skulle være med til at lokke endnu flere ud i naturen og give dem en god oplevelse.

Læs alle tiltagene i aftalepapiret Sommer I Naturen 2020