Om at være ministerens højre hånd

Sille Juhl Prang, ledende ministersekretær i Minister- og Ledelsessekretariatet

Sille startede som ministersekretær i Miljø- og Fødevareministeriet, da den nye regering trådte til i sommeren 2019. I dag er hun ledende ministersekretær i Miljøministeriet, således at hun nu også har personaleansvaret i Minister- og ledelsessekretariatet, samtidig med at hun beholder sin rolle som ministersekretær.

 

”Som ministersekretær laver man alt mellem himmel og jord. Det er fra de helt store ting, hvor man hjælper ministeren i forbindelse med de store forhandlingsforløb eller samråd, og så er man også helt nede i det daglige – man kan sige, at man er ministerens højre hånd. Det er nok os ministersekretærer, der fysisk er tættest på hende og hjælper hende med alt, både stort og småt.

 

Man kan sige, at vores fornemmeste opgave er, at ministerens arbejdsdag kører, og at ministeren har det, hun skal bruge. Og så er der den ledende del, som består i, at jeg har personaleansvaret for Minister- og ledelsessekretariatet. Det vil sige HR-ansvaret, jeg kører f.eks. PULS-samtaler, og jeg har nu en plads i chefkredsen i departementet.”

Selvom meget af arbejdet som ministersekretær består i praktiske opgaver, er Sille også godt inde i det faglige og de igangværende sager.

”Miljøministeren har en klar forventning om, at vi er inde i sagerne, og at vi har en særlig forståelse for det politiske og det problematiske i sagerne. Men vi har jo et kæmpe hus, som er hundrede gange dygtigere end os til fagområderne, så det er lidt en sjov mellemting, man er som ministersekretær. Man skal forstå sagerne til et vis niveau, men også vide hvem man skal ringe til når man skal vide mere. Og man skal sørge for alt det praktiske - at sagerne rammer det ministeren efterspørger, at der er styr på møderne i kalenderen, og at det materiale, hun skal bruge, kommer til tiden. Dette sker i tæt samarbejde med den anden ministersekretær og resten af holdet i Minister- og Ledelsessekretariatet.

 

Men det er også ministersekretærernes ansvar, at det faglige hænger sammen. Hvis ministeren efter et møde har sagt, at hun vil have et overblik eller en speciel vinkel på en sag, så er det en ministersekretærs opgave at videreformidle dette til fagkontoret og så tjekke op om den nye sag så også nogenlunde rammer det, ministeren havde bedt om. Der er samarbejdet med fagkontorerne super vigtig, for det er jo dem, der er allerbedst til sagerne. Så det er meget en procesrolle, man har som ministersekretær.

 

En dårlig hårdag

Man laver utrolig mange mærkelige praktiske ting som ministersekretær. Jeg kan huske en oplevelse (før corona), som jeg stadig synes er lidt sjov. Vi har ofte nogle meget pressede dage, og jeg stod en dag og trippede ude foran ministerens kontor, og ministerbilen stod nærmest tændt i gården, fordi vi skulle afsted til en stor konference i København, hvor ministeren skulle holde en tale for mange mennesker og pressen. Da ministeren så kommer ud fra kontoret, ser hendes hår helt vildt ud, og så kigger hun på mig og siger: ”min hårelastik er sprunget, og jeg kan ikke finde en ny”, og jeg tænker: ”hvad gør jeg?”. Jeg hiver min egen hårelastik ud og af håret og siger ”her!”. Og vi skynder os ned i bilen, for vi er ved at komme for sent. Og det her var jo selvfølgelig en af de dage, hvor jeg ikke havde vasket hår, så jeg sad til den der konference med helt uglet hår, men min minister så pæn og professionel ud på talerstolen, og det var det vigtigste”, fortæller Sille grinende. Hun fortæller også, at den historie har hun og ministeren grint af mange gange siden, og at der nu altid er ekstra hårelastikker på kontoret.

I centrum for de store beslutninger

”Som ministersekretær får man lov til at være med til nogle sindssygt spændende ting. Hvis man synes, at vores fagområde, miljø, som der jo virkelig er fokus på for tiden, og det politiske aspekt er sjovt, så er Minister- og Ledelsessekretariatet og rollen som ministersekretær utrolig spændende.

 

Du får lov til at være med til alle møderne, du hører alle de store beslutninger, du er med til møder med ordførerne, og du er med, når man er ovre i Folketinget. Så man er virkelig i det centrum, hvor de store beslutninger bliver taget, fordi du er helt tæt på ministeren, departementschefen og afdelingscheferne. Det er både spændende og også sindssygt lærerigt.

 

Jeg var også med til forhandlingerne i forhold til Natur- og Biodiversitetspakken. Der var rigtig høje forventninger til det arbejde, og det var virkelig et kæmpe arbejde, som det fagkontor leverede. Det var en spændende oplevelse at være en del af sådan en kæmpe aftale, som virkelig betyder meget for ministeren, og være med til at lukke den og have nogle glade ordførere og en glad minister. Det var virkelig et stort arbejde af kontoret, og det var fedt at få lov til at være en del af det.

 

Et 24-timers job – more or less

Jobbet som ministersekretær er absolut ikke et 9-17 job, det er et 24-timersjob more or less. Ej, vi har selvfølgelig nogle vagtordninger, men det er en helt særlig rolle, man har som ministersekretær. Vi er jo på, da der er altid en, som ministeren skal kunne få fat på. Det er både meget tidligt om morgenen, det er om aftenen, og det er i weekenderne.

 

Men hvis ministeren går hjem kl. 17, og der er styr på dagen efter og alle sagerne, så kan man som ministersekretær også tage hjem. Men de aftenener, hvor ministeren sidder herinde sent, eller der er forhandlingsmøder langt ud på natten, sidder man her i mange timer.

 

Det er et super spændende job, og jeg har været helt vildt glad for at være ministersekretær i halvandet år. Men det er et krævende job, og jeg har hørt, at en gennemsnitlig levetid på en ministersekretær er ikke lang - det er omkring 1,5-2 år.

 

 

Turen går til Indonesien og Singapore

Vi følger altid ministeren og får dermed også lov til at komme meget ud af huset, altså når corona tillader det selvfølgelig. Og heldigvis nåede jeg at få en lang udlandsrejse med ministeren i starten af 2020, hvor vi var på et eksportfremstød i Indonesien og i Singapore. Det var en helt vild oplevelse, og det er jo også en del af det, der gør det rigtig spændende at være med.

 

Vi var ude på en øen Lombok i Indonesien, hvor man skulle lave et partnerskab i forhold til plastaffald, som der er er rigtig meget af i Østen - og særligt i Indonesien. Vi var ude at besøge en kæmpe losseplads, hvor de har problemer med at genanvende alt det plastik, der bliver brugt.

 

 

Det var EUI (kontoret for EU og Internationalt), der havde stået for at lave hele programmet, og det var pakket fra virkelig tidlig morgen til meget sen aften, med alle mulige møder ministeren skulle have med samarbejdsinteressenter. Samtidig kørte der også sager hjemme i Danmark, som også skulle passes.

 

Det var sindssygt spændende. Det er jo en anden kultur, så der var lidt mere pomp og pragt, middage hos ambassadører og andre sociale etiketter, og man sad der og følte sig ikke helt på sikker grund, som man jo ellers synes er rart som ministersekretær – at man har styr på det hele. Og der tror jeg også, det er vigtigt, at man bare følger med, smiler og nikker, og så tager de oplevelser, der kommer.”