God stemning giver overskud i telefonen

Simone Lyhne, Studentermedhjælper i Miljøstyrelsens Informationscenter(MIC)

- Om at besvare alverdens miljø-spørgsmål

IN.png

”For et par uger siden blev vi ringet op af en mand, som var sikker på, at han havde set en puma i Hørsholm nær Helsingørmotorvejen. Lige inden havde jeg guidet en landmand gennem nogle sprøjtejournaler, og samme dag havde jeg en dame i røret, der klagede over støj fra den lokale motorcross-bane”.

 

Som studentermedhjælper i Miljøstyrelsens Informationscenter, besvarer Simone henvendelser fra virksomheder og borgere. Og spørgsmålene kan stikke i øst og vest. Simone sidder klar ved telefonen og er klar til at svare på alt fra regler om miljøzoner til EDB-systemer - og endda til, hvad man gør når man ser en puma på motorvejen.

 

”Typen af henvendelser, der lander hos os i Miljøstyrelsens Informationscenter(MIC), er vidt forskellige. Og det er netop det, der gør jobbet spændende. Der er sjældent to dage, der er ens.

 

Fra EDB-kriser til nøgling af planter

I Miljøstyrelsens informationscenter formidler vi generel information inden for Miljøstyrelsens område. Vi guider den fortvivlede landmand gennem EDB-kriser, hjælper den nystartede virksomhed med at finde tjeklister og lovgivning, og vi nøgler planter og dyr for den nysgerrige borger.

Jeg er ved at uddanne mig i Human Resource Management, hvor jeg studerer menneskets funktion i arbejdsrelaterede tilstande. Arbejdet i MIC giver mig derfor indsigt i områder inden for miljø og natur, som jeg ellers ikke kendte til.

 

Gode kollegaer og tæt samarbejde

Et stort plus ved jobbet som MIC’er er, at jeg dagligt er i kontakt med mange kolleger i Miljøstyrelsen, når jeg skal indhente svar på de mange spørgsmål, jeg får stillet. Så selvom vi for tiden er adskilt fysisk, har jeg et tæt samarbejde med kolleger på tværs af hele styrelsen.

 

Ekspertåret 2020

I 2020 toppede mængden af henvendelser til Miljøstyrelsens informationscenter. Vi blev kontaktet omkring 21.000 gange. En stor del af stigningen skyldes de nye regler om miljøzoner omkring landets fem største byer. Vi blev kimet ned af borgere og erhvervsdrivende, der havde spørgsmål til reglerne.

Hvis jeg selv skal sige det, er vi blevet til eksperter på området, da de mange spørgsmål har krævet, at vi virkelig sætter os ind i området.

 

God stemning giver god service

Det er ikke unormalt at skulle håndtere frustrerede borgere og virksomheder, og det kan godt være drænende, hvis der er flere på en dag.

Derfor sørger vi for at have en rar og uformel tone og et stærkt kollegialt sammenhold. Et slag bordtennis eller en snak ved kaffemaskinen i pausen holder den gode stemning oppe. Og god stemning giver overskud til at yde en god service.”

Fakta om MIC

Miljøstyrelsens Informationscenter har længe været en fast del af Miljøstyrelsen og fungeret som aflastning af fagenhederne og som porten til viden om miljø og natur for alle i Danmark. Simone er en af de 10 studentermedhjælpere, der er ansat i MIC. MIC er del af en enheden Direktion & Kommunikation.