Miljøministeriets opgaver

Naturbevaring, miljøhensyn og grøn omstilling i samfundet og blandt virksomheder er nogle af de centrale opgaver i Miljøministeriet.

Naturen er central for hele Miljøministeriets virke. Både fordi den er grundlag for alt liv og al fødevareproduktion, og fordi den tilbyder en stor rigdom af muligheder i vores fritid. Derfor arbejder ministeriet på at beskytte skove, søer, kyster og de åbne landskaber, og sørger for aktivitets- og oplevelsesmuligheder i forskellige dele af naturen.

Samtidig arbejder ministeriet for, at vi kan undgå unødig kemi i bl.a. tøj, legetøj, sæbe og boliger samt at der bliver taget hånd om andre miljøpåvirkninger, der kan påvirke os i hverdagen.

Opgaverne løses af en række medarbejdere i departementet og ministeriets tre styrelser, der har afdelinger over det meste af landet. 

Samarbejde
Miljøministeriet har mange samarbejdspartnere, både herhjemme og i udlandet.

I Danmark har ministeriet tæt samarbejde med en række branche- og interesseorganisationer, forskningsinstitutioner og andre offentlige myndigheder.

Uden for landets grænser er EU’s institutioner samt myndigheder og kolleger i de andre EU-medlemslande højt prioriterede samarbejdspartnere. Og internationalt lægger Miljøministeriet kræfter i samarbejdet indenfor OECD, FAO og WTO.