Danmarks VILDESTE Kommune

Miljøministeren har den 5. februar 2021 sendt breve til landets 98 kommuner, hvor hun opfordrer dem til at være med i en konkurrence om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Frem til den 24. marts kan landets kommuner tilmelde sig konkurrencen, hvor der er lagt op til fri leg i bestræbelserne for at gøre sin kommune vildere.

Corona har fået danskerne ud i naturen som aldrig før og vi står således med en unik mulighed for at gøre Danmark grønnere – med vildere skove, vådere engeog blomstrende overdrev. For ikke at glemme naturen tæt på skolen, ældrecenteret, boligblokken og idrætspladsen. Mijøministerens henvendelse til landets 98 kommuner er således en appel og invitation til at hylde, dyrke og omfavne den vilde natur i de enkelte kommuner.

Kommunekåring

I slutningen af 2022 kåres Danmarks VILDESTE kommune, som er kommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt, baseret på bl.a. iderigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.

Rammerne

Der er dømt FRI LEG i dysten om at hylde, dyrke og omfavne naturen i de enkelte kommuner, og Miljøministeriet sætter således ikke rammerne for de enkelte kommuners deltagelse. Det gør de selv hver især. Ved tilmelding til konkurrencen er kommunerne blevet bedt om at sende et par linjer om, hvad de foreløbigt tænker at gøre for at vinde titlen som Danmarks Vildeste Kommune. Naturen er lige så forskellig som kommunerne, så der er vide rammer for både hvilket projekt, den enkelte kommune tænker at føre ud i kommunen, og hvor langt kommunen er med tankerne.

Fristen for at tilmelde sig konkurrencen er den 24. marts 2021.

Dommerpanelet

Dommerpanelet består af miljøminister Lea Wermelin flankeret af bl.a. Frank Ericksen og biologen Morten DD Hansen, som vil følge kommunernes indsats i dysten om at blive Danmarks Vildeste Kommune.