Julegaven købt i netbutik udenfor EU kan indeholde skadelig kemi

Publiceret 05-11-2019

Tænk dig om en ekstra gang, inden du køber gaver på nettet til børnene til jul. Netbutikker udenfor EU skal ikke overholde EU’s regler, og f.eks. legetøj og plejeprodukter kan indeholde skadelige stoffer.

Snart er det jul, og det er nemt og bekvemt at købe kalendergaver eller julegaver til ungerne i farverige netbutikker, som lokker med billigt legetøj. Men desværre har Miljøstyrelsen fundet ulovlige kemikalier i f.eks. legetøj købt i netbutikker udenfor EU.

- Desværre ser vi for mange tilfælde med netbutikker udenfor EU, der sælger legetøj med skadelige kemikalier. Det er selvfølgelig dybt problematisk. Jeg ville ønske, at lande udenfor EU ville hæve ambitionerne og kræve større sikkerhed, som vi gør i EU. Men indtil det sker, vil jeg opfordre til at være varsom, når man køber ind i netbutikker fra lande uden for EU, også selv om hjemmesiderne er på dansk, siger miljøminister Lea Wermelin.

For eksempel har Miljøstyrelsen tidligere fundet ulovlige mængder af kemikaliet bor, der er skadeligt for forplantningsevnen, i slimlegetøj købt uden for EU, og der er også fundet hormonforstyrrende ftalater i skadelige mængder i plastikfigurer fra 3. lande. I Danmark er der forbud mod ftalater i legetøj og produkter til børn i alderen 0-3 år, og legetøj og andre produkter til børn fra 0-14 år er omfattet af skrappe EU-regler. 

Med ny kampagne vil miljøministeren sammen med blandt andet virksomheder og forbrugerorganisationer i Kemikalieforum hjælpe forbrugerne med at undgå skadelig kemi i børneprodukter, f.eks. legetøj og plejeprodukter til børn – ikke mindst i den kommende julehandel:

- Jeg glæder mig over, at erhvervsorganisationer og grønne organisationer herhjemme tager situationen alvorligt, så vi i dag sammen kan lancere en fælles indsats til at sikre, at forbrugerne kan føle sig mere trygge, når de køber børneprodukter på nettet, siger Lea Wermelin.

Nethandel på udenlandske sider falder
Danskerne går faktisk i stigende grad udenom netbutikker udenfor EU viser en undersøgelse fra DIBS, men især børnefamilier med børn i alderen 3-12 år er dem, som typisk bruger sider som wish.com, Amazon eller Alibaba. Derfor sætter Miljøstyrelsen sammen med bl.a. Kemikalieforum fokus på børnefamiliers e-handel:

- Børnefamilierne er et vigtigt fokus, for børn er mere følsomme for påvirkning fra skadelig kemi end os voksne. De danske virksomheder har lagt sig i selen for at overholde reglerne for f.eks. legetøj og plejeprodukter til børn, og for dem er det frustrerende at se, at konkurrenter i 3. lande ikke tager børns sikkerhed alvorligt. Vi kan se, at mange forældre tror, at varerne bliver kontrolleret, også dem købt uden for EU. Det understreger behovet for oplysning om sikker nethandel – og det får forbrugerne med denne kampagne, siger formand for Kemikalieforum og miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, Jakob Zeuthen.

Når Miljøstyrelsen finder produkter, der ikke overholder EU’s regler, skal producenterne fjerne produkterne. Men hvis det er produkter købt i netbutikker, der ikke markedsfører sig på dansk eller i EU, er det begrænset, hvad danske myndigheder kan gøre. 

Fakta - det gør regeringen:

  • Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at se på, om der er behov for hårdere straffe for overtrædelser af kemikaliereglerne.
  • Den nye EU-Markedsovervågningsforordning betyder, at det senest efter juli 2021 bliver lettere at kontrollere produkter solgt på nettet – herunder at få spærret adgang til hjemmesider uden for EU, der ikke overholder kemikaliereglerne. 
  • Miljø- og Fødevareministeriet vil fortsat løbende og via kampagner informere såvel virksomheder som forbrugere om sikker handel på nettet.

Fakta om E-handelskampagnen:

  • Kampagnen lanceres i samarbejde med følgende medlemmer af Kemikalieforum: Dansk Erhverv, Dansk Industri, Kosmetik- og Hygiejnebranchen, Astma- Allergi Danmark, Plastindustrien, Det Økologiske Råd, Forbrugerrådet Tænk Kemi, Miljømærkning Danmark, Center for Hormonforstyrrende Stoffer, 3F og Miljø- og Fødevareministeriet.
  • Andre partnere på kampagnen er: Brancheforeningen VKH, Danmarks Farve og Lim-industri, FDIH og Legebranchen - LEG.
  • E-handelskampagnen kører fra 5.-25. november 2019 med film og annoncer på digitale medier, ligesom budskabet vil blive spredt af kendte influencers.
  • Få gode råd til indkøb på nettet her

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet: Rune Gleerup, tlf. 9133 4766, e-mail: Obfuscated Email
Formand for Kemikalieforum og miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, Jakob Zeuthen, tlf. 2083 0412, e- mail: Obfuscated Email

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 
Mail: Obfuscated Email