Nye boligejere skal skifte eller skrotte gamle brændeovne

Publiceret 03-12-2020

Brændeovne er en af de største syndere, når det kommer til luftforurening og de gamle brændeovne sender flest farlige partikler ud i luften. Partiklerne er en af grundene til, at danskere lever kortere og er årsag til alvorlige sygdomme.

En ny lov, der netop er vedtaget i Folketinget, skal dæmme op for problemet. Loven betyder, at det bliver obligatorisk at skifte eller nedlægge en gammel brændeovn fra før 2003, når man køber bolig. Det skal ske inden for 12 måneder.

-Den her lov er et vigtigt skridt i kampen for renere luft, og jeg er glad for opbakningen fra et bredt flertal i Folketinget. Danskerne bliver alvorligt syge, og dør for tidligt på grund af luftforurening, og gamle brændeovne udleder mange af de farlige partikler. Derfor skal vi skille os hurtigere af med dem, og det er loven med til at sikre, siger miljøminister Lea Wermelin  

De nye regler gælder fra april 2021. Boligkøbere bliver forpligtet til at oplyse, om der står en gammel brændeovn fra før 2003 i den bolig, de har købt, når skødet bliver tinglyst.

-Vi skal have renere luft både i byerne og på villavejene i hele landet. Det er derfor, vi skal have udskiftet eller skrottet de gamle brændeovne, der udleder op mod fem gange så mange partikler som de nyere modeller. Og det giver god mening at gøre det i forbindelse med et boligkøb, hvor man alligevel ofte forbedrer boligen. En stor del af luftforureningen kommer fra udlandet, så tiltag i Danmark løser ikke hele problemet på én gang, men loven er et greb til at tage fat på det store problem med luftforurening,” siger Lea Wermelin.

Det kan for nogle brændeovnsejere være svært at konstatere eller dokumentere med det blotte øje, om en brændeovn er fra før 2003. I så fald kan boligejeren vælge at indhente en erklæring fra skorstensfejeren om, hvor gammel brændeovnen er. Erklæringen fra skorstensfejeren skal derefter sendes til Miljøstyrelsen sammen med anden relevant dokumentation, så Miljøstyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende brændeovn er omfattet af ordningen eller ej. Boligejeren kan naturligvis også vælge at udskifte brændeovnen til en ny model med lavere forurening for en sikkerheds skyld uden en erklæring fra skorstensfejeren.

Fakta:

  • Der er i alt ca. 700.000 brændeovne i Danmark. Ca. 260.000 af dem skønnes at være produceret før 2003 og bliver omfattet af den nye ordning, når boliger skifter ejer.
     
  • Det forventes, 12.000 brændeovne ekstra vil blive udskiftet det første år med den nye ordning.
     
  • Det forventes, med stor usikkerhed, at der kommer 43.000 ekstra udskiftninger som følge af loven frem mod 2027.
     
  • Fyringsanlæg til brændefyring (inklusiv pillefyr, brændekedler mv.) er fortsat den største danske bidragsyder til partikelforureningen. Ifølge nye data fra DCE fra Aarhus Universitet i marts 2020 er det med stor usikkerhed beregnet, at al brændefyring fylder ca. 50 pct.
     
  • En gammel brændeovn forurener op til fem gange så meget som en moderne ovn. Det vil derfor have stor betydning for den samlede danske partikelforurening, at de ældste brændeovne udskiftes.
     
  • Kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne, åbne pejse mv. er undtaget fra ejerskifteordningen.

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver i Miljøministeriet Lisa Ioannou, tlf.: 24771225, e-mail: Obfuscated Email

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 

Pressechef Jakob Sejr Teichert
Tlf. 61 39 17 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Nina Maria Klok
Tlf. 24 96 81 57
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Lisa Ryge Ioannou
Tlf. 24 77 12 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen
Tlf. 24 77 11 30
Mail: Obfuscated Email