Nu kan danskerne være med til at placere de næste ti naturnationalparker

Publiceret 31-05-2021

Miljøminister Lea Wermelin og aftalekredsen bag Natur- og Biodiversitetspakken spørger nu danskerne, hvor de mener, at Danmarks kommende naturnationalparker bør ligge. Startskuddet er en konference d. 8. juni.

Langbenede elge, der dovent gnasker af græsset, og stolte krondyr, der gnider gevirerne op ad et træ. Det er nogle af de oplevelser, som venter besøgende i Danmarks to første naturnationalparker i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland, som blev præsenteret i juni 2020.

I april måned i år løftede miljøminister Lea Wermelin og aftalekredsen bag Natur- og Biodiversitetspakken så sløret for de næste tre naturnationalparker, som placeres i Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.

Men der er langt flere grønne pletter på vej på danmarkskortet.

Nu skal der nemlig sættes navne på yderligere ti naturnationalparker – og her kan alle danskere være med til at give deres bud på, hvor de skal placeres.

- Naturen har brug for meget mere plads, og det er vi i fuld gang med at skabe med Danmarks kommende naturnationalparker. Vi er nu nået til den sidste store udpegningsrunde, og her lægger vi op til en inddragende proces, hvor der bliver rig mulighed for at melde konkrete forslag og idéer ind. For naturnationalparkerne er for alle og skal gerne være områder, som de lokale elsker at besøge og er stolte af at vise frem, siger miljøminister Lea Wermelin.

Konference om naturnationalparker

Borgere, kommuner og andre interesserede kan give deres mening til kende på Naturstyrelsens nye hjemmeside for de kommende naturnationalparker. Her kan man på et interaktivt kort over statens naturarealer angive, hvor man mener, Danmark kan få glæde af en ny naturnationalpark.

For at skyde processen godt i gang inviterer miljøminister Lea Wermelin alle interesserede til en konference om de kommende naturnationalparker d. 8. juni. Her vil ministeren sammen med interesseorganisationer, forskere og politikere diskutere muligheder, dilemmaer og perspektiver for Danmarks nye naturnationalparker.

Tilgå konferencen på sitet her.

Der kan meldes forslag til udpegninger ind til Naturstyrelsen frem til d.2.august på sitet her.

Aftalepartierne udtaler:

Rasmus Nordqvist, naturordfører for SF:

- Naturen råber på mere plads, og med udpegningen af yderligere ti naturnationalparker, så vi nu kommer op på i alt 15, tager vi et kæmpe skridt mod at give den trængte natur bedre vilkår. Jeg glæder mig til at læse danskernes bud på, hvor de skal ligge.

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre:

- Det er fantastisk, at danskerne nu kan være med til at pege på, hvor de næste mange naturnationalparker skal placeres. Ligesom med de fem andre naturnationalparker skal vi stadigvæk have naturkvalitet for øje, og vi ser frem til at høre de spændende forslag fra alle interesserede i den kommende tid.

Rasmus Vestergaard Madsen, miljøordfører for Enhedslisten:

- Vi står midt i en global biodiversitetskrise, og for at vende tilbagegangen spiller de kommende naturnationalparker en meget vigtig rolle. Her får naturen absolut førsteprioritet til gavn for truede dyr og planter i Danmark.

Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet:

- De kommende naturnationalparker sætter biodiversiteten i centrum, så vi sikrer en rigere natur for kommende generationer. Vi får eksperternes vigtige inputs, og jeg glæder mig til også at høre danskernes idéer.

Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet:

- Med lysåbne områder og urørte skove helt uden skov- og landbrugsproduktion giver vi en tiltrængt håndsrækning til biodiversiteten og de truede arter, som mangler levesteder. Samtidig kan alle os, der elsker naturen, se frem til mange nye, spændende naturoplevelser, og jeg glæder mig virkelig til at høre danskernes idéer til, hvor de ti næste naturnationalparker kan ligge.

FAKTA: Processen for de næste ti naturnationalparker

  • Den 8. juni inviterer miljøminister Lea Wermelin til en faglig konference om Danmarks kommende naturnationalparker.
  • Her vil processen for de ti næste naturnationalparker blive præsenteret, og i dén proces er der lagt op til at høre alle interesserede, hvor de mener, at naturnationalparkerne skal placeres.
  • For at give sin mening til kende kan man anvende Naturstyrelsens interaktive kort og angive, hvor man mener, at der bør ligge en naturnationalpark. Det kan man gøre frem til den 2. august.
  • Efterfølgende samler Miljøministeriet forslagene, og to nationale arbejdsgrupper for interessenter og forskere, relevante ministerier og kommuner samt aftalekredsen vil få mulighed for at komme med inputs og kommentarer.  
  • Der vil på baggrund af alle input blive udarbejdet en prioriteret liste over områder, hvor der vil blive afholdt lokale arrangementer.
  • Den inddragende proces leder frem til, at der i efteråret 2021 bliver truffet beslutning i aftalekredsen om placering af yderligere op imod 10 naturnationalparker.

 FAKTA om naturnationalparker

I naturnationalparkerne vil naturen få mulighed for at udfolde sig på mere naturlige præmisser, og danskerne får mulighed for spændende naturoplevelser. Regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken har peget på fem naturnationalparker ud af i alt op til 15.Siden de første naturnationalparker blev besluttet i juni 2020 har forskere, landsdækkende interesseorganisationer og lokale repræsentanter været inddraget i processen.

Naturnationalparkkonferencen er et springbræt for den fremtidige inddragende proces frem mod udvælgelsen af de kommende naturnationalparker. Der er blandt andet nedsat to nationale arbejdsgrupper for forskere og interessenter, som bistår i arbejdet med Fussingø og Gribskov og med udvælgelse af kommende naturnationalparker. Ligeledes vil der blive etableret lokale projektgrupper de steder, hvor der placeres nye naturnationalparker. Grupperne skal medvirke til at sikre, at naturnationalparkerne etableres på det bedst tilgængelige, videnskabelige grundlag og med input fra både lokale borgere og nationale interessenter.

Læs mere om naturnationalparkerne her.

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf. 24771130,

e-mail: Obfuscated Email

Naturstyrelsens pressetelefon: tlf. 72 54 30 04

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 

Pressechef Jakob Sejr Teichert
Tlf. 61 39 17 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Nina Maria Klok
Tlf. 24 96 81 57
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Lisa Ryge Ioannou
Tlf. 24 77 12 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen
Tlf. 24 77 11 30
Mail: Obfuscated Email