Miljøminister Lea Wermelin er ny Young Global Leader

Publiceret 10-03-2021

Danmarks miljøminister er udnævnt som Young Global Leader og træder dermed ind i et internationalt netværk af talentfulde unge politikere, erhvervsledere og forskere med ambitioner om at ændre verden til det bedre.

Miljøminister Lea Wermelin er udnævnt som Young Global Leader

Emmanuel Macron, H.K.H. Kronprinsesse Mary og Mark Zuckerberg. Der er mange prominente navne blandt de unge ledere, som gennem tiden er blevet udnævnt som Young Global Leaders. Og nu træder Danmarks miljøminister, den 35-årige bornholmer Lea Wermelin, ind i rækken.

- Jeg er stolt af at blive en del af et internationalt fællesskab af unge, inspirerende mennesker, der er optaget af at gøre en forskel. Vores klode står over for enorme udfordringer med både en klimakrise og en biodiversitetskrise, som det er vores generations opgave at samarbejde om at løse i fællesskab, siger miljøminister Lea Wermelin.

Siden 2004 har World Economic Forum hvert år udvalgt en række fremtrædende unge erhvervsledere, politikere, forskere og aktivister til netværket Forum of Young Global Leaders. Et af netværkets formål er at skabe en mere bæredygtig fremtid, og Danmarks miljøminister håber her både at kunne bidrage med danske perspektiver på den grønne omstilling og samtidig få inspiration fra det globale netværk.

- Nu gælder det for mig om at finde ud af, hvordan jeg kan bruge netværket til at påvirke den globale dagsorden i en grønnere retning. Her kan jeg trække på de unikke erfaringer, vi i Danmark har gjort os på miljøområdet. Og jeg ser frem til at møde de andre fra hele verden og få nye idéer og perspektiver på de kriser, vi står over for, siger miljøminister Lea Wermelin.

For at blive Young Global Leader skal man være under 40 år, have en række anerkendte bedrifter bag sig og være optaget af at forbedre samfundet både lokalt og globalt.

I alt 14 danskere har gennem de sidste 15 år opnået at blive en del af det internationale forum. Kun to danske politikere har opnået at blive udnævnt som Young Global Leader. I 2013 blev tidligere miljøminister Ida Auken optaget i netværket, og hun ser dagens udnævnelse som et stort skulderklap til Lea Wermelin.

- Det her er en kæmpe anerkendelse af både Lea Wermelin og den stærke internationale position, som Danmark både nu og gennem historien har haft på miljøområdet. Man skal ikke undervurdere den indflydelse og den mulighed for at skubbe til nogle dagsordener, som udnævnelsen som Young Global Leader åbner for. Her, et par dage efter Kvindernes Internationale Kampdag, synes jeg samtidig, vi kan glæde os over, at en ung kvindelig dansk topleder anerkendes internationalt for sit arbejde, siger Ida Auken.

I år har World Economic Forum udnævnt 112 unge ledere på tværs af 56 lande. Ud over miljøministeren tæller de nyudnævnte ledere blandt andre den amerikanske biotek-entreprenør Vivek Ramaswamy, den irske diversitetsfortaler Sinéad Burke og EU’s miljøkommissær, Virginijus Sinkevičius fra Litauen.

Der er ikke første gang, miljøminister Lea Wermelin bliver udvalgt til et fællesskab af unge talentfulde ledere. I 2020 blev Lea Wermelin en af 42 unge ledere til at blive optaget i netværket European Young Leaders.

Fakta:

  • Lea Wermelin blev i 2019 udnævnt som Danmarks miljøminister. 35-årige Lea Wermelin er bornholmer, mor til to piger og blev i 2015 valgt som medlem af Folketinget.
  • Forum for Young Global Leaders er et initiativ under den schweiziske fond World Economic Forum. Forummet er et fællesskab for unge ledere med visioner, mod og indflydelse til at skabe positiv forandring i verden.
  • Som en del af Forum for Young Global Leaders deltager man i et 5-årigt forløb sammen med de andre unge ledere fra samme årgang, hvorefter man bliver en del af alumneprogrammet.
  • Tidligere danske Young Global Leaders tæller blandt andre H.K.H. Kronprins Frederik, H.K.H. Kronprinsesse Mary, René Redzepi og Olafur Eliasson, ligesom direktøren for madspilds-appen TooGoodToGo, Mette Lykke, sidste år blev udnævnt.

Yderligere oplysninger:
Peter Kondrup Maul, Miljøministeriet, 5171 6320, Obfuscated Email

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 
Mail: Obfuscated Email

Pressechef Kirsten Palmer
Tlf. 41 85 11 30 
Mail: Obfuscated Email