Mere liv under havets overflade: Nye stenrev i Lillebælt, Kattegat og Øresund

Publiceret 29-06-2022
Miljø & Natur

Regeringen og et politisk flertal har besluttet den konkrete placering af fem stenrev i de danske farvande. De skal ligge i Køge Bugt, ved Nivå Strandpark, nord for Hundested og i Lillebælt ved både Helnæshoved Flak og Lyø W Flak. De skal beskytte livet på havbunden og styrke biodiversiteten

Nu kommer der bedre levevilkår for krebsdyr og småfisk, skove af tang og føde til både fisk, sæler og fugle. Miljøminister Lea Wermelin og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet er blevet enige om den konkrete placering af fem stenrev i de danske farvande. Stenrev bidrager til mere liv under havoverfladen, bl.a. fordi de skaber små hulrum og overflader, som er gode levesteder for havets dyr og planter.    

Den konkrete placering for de fem stenrev er: 

  • Et stenrev med formidlingsformål i det nordlige Øresund ved Nivå Strandpark
  • Et stenrev med formidlingsformål i Køge Bugt
  • Et stenrev nord for Hundested i Kattegat
  • Et stenrev ved Lyø W Flak i Lillebælt
  • Et stenrev ved Helnæshoved Flak i Lillebælt   

-I mange år er der blevet fisket sten op fra havets bund til at bygge med. Havets dyr og planter mistede levesteder og fugle og marsvin mistede steder, hvor de kunne finde føde. Nu giver vi tilbage til naturen. Med stenrevene skaber vi bedre forhold for og passer bedre på det mangfoldige og vilde liv, der findes under havets overflade. Det er der brug for, og det er på tide, siger miljøminister Lea Wermelin.   

Det er midler fra Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020 og fra Finanslovsaftalen 2022, der bliver brugt på at etablere stenrevene. Stenrevene omfatter finansiering for i alt ca. 35 mio. kr. og der er i vidt omfang tale om genopretning eller reetablering af tidligere stenrev, som er helt eller delvist forsvundet på grund af tidligere tiders stenfiskeri. 

Aftalepartierne udtaler: 

Rasmus Nordqvist, naturordfører, SF:
-Livet i havet er under pres. Med stenrev giver vi den vilde natur en hjælpende hånd. Småfisk og krebsdyr får bedre levesteder. Det styrker biodiversiteten og det er et skridt i den rigtige retning, hvis vi skal ud af den naturkrise, som vi befinder os i. 

Zenia Stampe, miljøordfører Det Radikale Venstre:
-Hundrede år med stenfiskeri har efterladt mange danske havområder som de rene ørkenlandskaber. Men nu begynder vi at aflevere tilbage og genetablere levestederne for havets planter og dyr. Jeg er især glad for indsatsen i Køge Bugt, der er et af de hårdest udnyttede havområder i Danmark. For nyligt var vi med til at stoppe klapningen fra Lynetteholm, men vi støtter også den stærke lokale indsats for at genetablere stenrev og reducere sandsugningen i området. 

Bruno Jerup, miljøordfører, Enhedslisten:
- Naturkrisen, som vi befinder os i, gælder i den grad også naturen i havet. Derfor er det afgørende, at vi hjælper naturen og skaber bedre levevilkår under havet, og her er stenrev et skridt i den rigtige retning. Jeg er glad for, at vi sammen med regeringen og de øvrige partier er blevet enige om placeringen af fem stenrev i Øresund, Kattegat og Lillebælt. 

Torsten Gejl, miljøordfører, Alternativet:
-Mange af de danske stenrev er gennem tiden forsvundet på grund af stenfiskeri. Det er vigtigt, at vi giver noget tilbage til naturen og derfor er det godt, at vi nu er blevet enige om de konkrete placeringer af stenrev.

Mette Gjerskov, miljøordfører, Socialdemokratiet
-Stenrev er små oaser i havet, og de bidrager til mangfoldigheden i havet. Det er der brug for, for livet under havoverfladen er under pres. Mange tænker måske ikke over det, fordi man ikke kan se det med det blotte øje, men naturen i havet er noget af det vildeste, der findes. Derfor er det godt, at vi er blevet enige om at placere stenrev i Lillebælt, Kattegat og Øresund.

Fakta: 

  • Stenrevene omfatter finansiering for i alt ca. 35 mio. kr.  Midlerne kommer fra Natur- og biodiversitetspakken, der blev indgået aftale om i december 2020 mellem Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Derudover er der afsat midler i Finanslovsaftalen 2022, som de samme partier samt Kristendemokraterne står bag.  
  • Aftaleparterne har besluttet, at midlerne skal udmøntes til stenrev i Øresund, Kattegat og Lillebælt.
  • Et stenrev har til formål at øge biodiversiteten, og stenene anlægges, således at der skabes flest mulige forskellige levesteder (mikro-habitater). Derved opnår stenrevet en høj kompleksitet, der skaber rum til mange forskellige dyr.
  • Et stenrev kan også have et formidlingsformål. F.eks. vil et formidlingsrev være anlagt på relativt lavt vand tæt på kysten, hvor der typisk er let adgang for offentligheden. Formålet er både at skabe gode betingelser for havets dyr og øge kendskabet til det marine miljø knyttet til et stenrev, samtidig med at der skabes et oplevelsesrum.
  • Det anslås, at stenfiskeri fra 1900 til 1999 har fjernet 8,3 mio. kubikmeter sten fra primært de kystnære områder ud til 10 meters vanddybde. Det svarer til, at der er fjernet 55 km2 levesteder for revarter og makroalger - et areal på størrelse med Fanø. Stenene er fisket op for at blive brugt i byggeriet af bl.a. havnemoler.
  • Udover ovennævnte stenrev arbejder Miljøstyrelsen pt. med genetablering af stenrev ved Roskilde Fjord, Gilleleje samt Taarbæk.
  • Miljøstyrelsen vil stå for anlægning af stenrevene og vil i den forbindelse også indlede dialog med lokale foreninger i områderne. Før stenrevene kan anlægges, skal der laves geologiske og biologiske forundersøgelser, for at undersøge, om områderne er egnede til etablering af stenrev – f.eks. om havbunden er i stand til at bære de udlagte sten.

 Yderligere oplysninger:
Lisa Ioannou, presserådgiver, Miljøministeriet, tlf: 2477 1226, mail: Obfuscated Email

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 

Pressechef Jakob Sejr Teichert
Tlf. 61 39 17 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Lisa Ryge Ioannou
Tlf. 24 77 12 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen
Tlf. 24 77 11 30
Mail: Obfuscated Email

Kommunikationsrådgiver Anne Fønss Bach 
Tlf. 21 27 97 37 
Mail: Obfuscated Email
Obfuscated Email