Nye politiske aftaler: Danmark et skridt tættere på en klimaneutral affaldssektor

Publiceret 01-09-2022
Grøn omstilling

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at styrke affaldstilsynet, mere genanvendelse af tekstiler og kontrol med stigninger i affaldsgebyret. Den grønne omstilling af affaldssektoren er godt i gang, lyder det fra miljøministeren.

Herhjemme er vi allerede godt i gang med at sortere vores affald til gavn for klima og miljø. Når borgerne gør en grøn forskel ved skraldespanden, skal de kunne stole på, at det affald, de sorterer, ikke bliver blandet sammen, går op i røg eller ender på en losseplads ude i verden.

Derfor styrker regeringen og et bredt flertal i Folketinget nu affaldstilsynet og kontrollen med eksport og import af affald. Samtidig er der sat en ambitiøs frist for kommunernes husstandsnære og særskilte indsamling af tekstilaffald, så alle borgere kan sende iturevne t-shirts og tekstiler til genanvendelse i stedet for forbrænding. Og der indføres en mere robust regulering af affaldsgebyret, så borgernes udgifter til affaldshåndtering holdes nede.

Sådan lyder hovedpunkterne i en ny aftale mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Aftalen er en opfølgning på Aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 2020, som vil føre til en reduktion på cirka 0,7 millioner ton af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030.

Der er desuden enighed om, at kommunernes levering af affaldsydelser skal selskabsgøres, for at imødegå den opståede konkurrenceforvridning, som følger af Landsskatterettens afgørelse fra oktober 2020.

Lige nu forbruger vi langt mere, end vores klode kan holde til. Det er absolut nødvendigt, at vi reducerer vores affaldsmængder og genanvender mere. Med den her aftale er vi i dag et skridt tættere på en klimaneutral affaldssektor. Hvor borgerne kan stole på, at når de sorterer affald, så bliver det rent faktisk genanvendt. Og hvor vi alle gør en grøn forskel ved skraldespanden og passer bedre på planetens naturressourcer, siger miljøminister Lea Wermelin.

Affald skal genanvendes ikke brændes af. I 2020 blev et bredt flertal enige om, at Danmarks affaldssektor skal være klimaneutral og vi skal have bragt co2-udledningerne fra affald drastisk ned. Nu tager vi de næste konkrete skridt og sikrer særligt, at affald i langt højere grad genanvendes. Og det gør vi uden at det slår hul i danskernes pengepung. Det er grøn fornuft og en god dag for både klima og borgere, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Aftalepartierne udtaler

Miljøordfører for Venstre, Jacob Jensen, siger:

Aftalen sikrer, at håndteringen af borgernes affald bliver mere effektiv, samtidig med at mere genanvendeligt affald flyttes ud af forbrændingsanlæggene til gavn for miljø og klima. Der er i dag store forskelle i borgernes affaldsgebyr. Venstre har været fortalere for en udbudsmodel for at minimere omkostningerne som følge af den øgede affaldssortering, men regeringen vurderer, at det nødvendige effektiviseringspotentiale kun kan indhentes ved en prisloftsmodel. Derfor er vi gået med i aftalen, da det er vigtigt for Venstre, at vi får en mere grøn og effektiv affaldssektor i fremtiden.

Energi- og forsyningsordfører for Socialistisk Folkeparti, Karsten Filsø, siger:

Tekstilindustrien har en meget høj miljø- og klimabelastning, og jeg er glad for at det nu er besluttet at samle gammelt tøj og andre tekstiler ind fra 2023. Det har potentiale til at mindske vores klimaaftryk. Og så lægger jeg vægt på, at prisloftet på affaldsgebyret skal være ubureaukratisk og at der skal være mulighed for at indregne miljø, klima og serviceforbedringer – det er helt nødvendigt med grøn fleksibilitet.

Kommunalordfører for Radikale Venstre, Christina Thorholm, siger:

Omstillingen til cirkulær økonomi starter med genbrug og genanvendelse, så naturens ressourcer kan bruges igen og igen. Det kræver tillid til, at affald sorteret til genanvendelse rent faktisk bliver genanvendt. Derfor har vi nu aftalt, at vi fra 2025 markant styrker tilsynet med import og eksport af affald, så Danmark kan tage et globalt ansvar for en grønnere affaldssektor med mere reel genanvendelse.

Energi- og forsyningsordfører for Det Konservative Folkeparti, Katarina Ammitzbøll, siger:

Vi har fundet en god balance mellem det kommunale og det private. Det skal sikre, at vi bruger kræfterne, der hvor det er mest til gavn for både miljø og klima. 

Klimaordfører for Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, siger:

For at fremme lige konkurrencevilkår for virksomheder er det afgørende at gøre op med de store kommunale forskelle. Ved at strømline praksis for affaldstilsynet og klassificeringen af affald sikrer vi, at virksomheder bliver mødt af de samme krav, uanset hvor i landet de befinder sig.

Miljø- og klimaordfører for Alternativet, Torsten Gejl, siger:

Miljøfodaftrykket fra vores forbrug af tøj og tekstiler er alt for stort. Derfor giver vi borgerne muligheden for snarest muligt at sortere deres ødelagte tøj i hjemmet, så det kan genanvendes frem for at gå op i røg på et forbrændingsanlæg.

Miljøordfører for Socialdemokratiet, Mette Gjerskov, siger:

Jeg er rigtig glad for, at vi med denne aftale skærper kravene til modtagekontrollen ude på forbrændingsanlæggene. Det skal være med til at sikre, at genanvendeligt affald rent faktisk bliver genanvendt.

Om aftalerne

  • Styrket affaldstilsyn og strømlinet praksis
    Virksomheder i Danmark har pligt til at sortere deres affald og sikre, at udsorteret genanvendeligt affald ikke går op i røg. Med aftalen bliver frekvensen for kontroller øget. Det gælder også for import og eksport af affald. Indsatsen målrettes de virksomheder, hvor der er størst risiko for, at reglerne ikke bliver overholdt, og hvor miljørisikoen ved regelbrud er størst. Regningen for det øgede antal kontroller skal ikke længere placeres hos borgerne, men hos de virksomheder der får et tilsyn. 

  • Fastsættelse af frist for hustandsnær indsamling af tekstilaffald
    I løbet af det kommende år får alle borgere mulighed for nemt at sortere tøj- og tekstilaffald. Aftalepartierne er blevet enige om, at kommunerne skal udrulle husstandsnær indsamling af tekstilaffald inden den 1. juli 2023. Det skal bidrage til, at tøj- og tekstilaffald fremover i så høj grad som muligt genanvendes og bruges som materialer i nye produkter i stedet for at blive brændt.

  • Robust regulering af affaldsgebyret
    Affaldshåndtering skal være miljø- og klimavenlig, men skal samtidig effektiviseres af hensyn til omkostningerne for den enkelte borger. Den øgede og strømlinede affaldshåndtering vil give prisstigninger i borgernes affaldsgebyrer. Den stigning vil nu blive modsvaret af tiltag til omkostningsreduktioner.

    Der er forskel på, hvor meget borgere betaler for at få hentet og håndteret deres affald, alt afhængig af, hvor de bor. Og det kan være svært at gennemskue, hvad de betaler for. Med den nye aftale vil aftalepartierne gøre de kommunale affaldsgebyrer mere gennemsigtige, bl.a. ved at sammenligne og offentliggøre affaldsgebyrer i kommunerne. Desuden udvikles en central udbudsvejledning og udbudsskabeloner på baggrund af bedste praksis for at understøtte mere effektive kommunale affaldsudbud. Samtidig indføres et prisloft over de kommunale affaldsgebyrer.

  • Selskabsgørelse af kommunernes levering af affaldsydelser
    Der er enighed om, at kommunernes levering af affaldsydelser selskabsgøres. På denne måde imødegås den opståede konkurrenceforvridning, som følger af Landsskatterettens afgørelse fra oktober 2020, idet selskabsgørelsen skal sikre at leveringen af affaldsydelser til husholdninger igen bliver momspligtig.

Læs aftaleteksterne her og her. 

Yderligere oplysninger:

Kommunikationsrådgiver Anne Fønss Bach, Miljøministeriet, tlf. 21 27 97 37, e-mail: Obfuscated Email

Pressekontakt til miljøministeren

Pressevagten: Tlf. +45 2091 5901
(kan ikke modtage SMS) 

Pressechef Jakob Sejr Teichert
Tlf. 61 39 17 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Lisa Ryge Ioannou
Tlf. 24 77 12 26
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen
Tlf. 24 77 11 30
Mail: Obfuscated Email

Presserådgiver Niels Brandt Petersen 
Tlf. 20 18 95 68
Mail: Obfuscated Email

Kommunikationsrådgiver Anne Fønss Bach 
Tlf. 21 27 97 37 
Mail: Obfuscated EmailObfuscated Email