Kønsbaseret vold og chikane

Partnervold er et ligestillingsproblem og et samfundsproblem. Partnervold, voldtægt, stalking, digitale krænkelser og seksuel chikane er uacceptabelt. Både kvinder og mænd kan blive udsat, men kvinder rammes uforholdsmæssigt meget af disse overgreb. Hvert år er 82.000 kvinder og 43.000 mænd udsat for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold fra en partner eller ekspartner. Voldsudsatte kan få hjælp og støtte i social-, sundheds- og retssystemet.

Regeringen har siden 2002 udarbejdet nationale handlingsplaner på voldsområdet. Regeringen implementerer til og med 2026 Danmarks sjette nationale handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Du kan læse mere om handlingsplanen her. Ligestillingsministeren er ansvarlig for at koordinere handlingsplanerne på tværs af regeringen.

Lev Uden Volds Hotline

Lev Uden Vold er Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Lev Uden Volds hotline er landsdækkende. Man kan ringe gratis og anonymt på 1888 alle dage og på alle tidspunkter. Hotlinen giver også rådgivning til personer, der har været udsat for voldtægt og kan guide videre til andre former for hjælp.

Seksuel chikane

Seksuel chikane er ulovligt.

Særligt unge kvinder er udsat for seksuel chikane på arbejdet. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø skønner, at 10,5 % af unge kvindelige medarbejdere mellem 18 og 24 år har været udsat for seksuel chikane mod 5,2 % af mændene i samme aldersgruppe.

Siden 2022 har ligestillingsministeren været ansvarlig for arbejdet i Alliancen mod Seksuel chikane. Alliancen består af relevante organisationer og arbejdsmarkedets parter. Målet er at skabe vedvarende kulturændringer og fastholde fokus på forebyggelse og håndtering af seksuel chikane samt sikre løbende dialog, erfaringsudveksling og videndeling på området. Læs mere om Alliancens arbejde

Ligebehandlingsloven definerer seksuel chikane som enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Har du oplevet krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen, kan du kontakte Arbejdstilsynets hotline. Her kan du få råd og vejledning. Hotlinen kan kontaktes på 70 22 12 80.