I Miljø- og Ligestillingsministeriet er du tæt på de politiske beslutningsprocesser, hvor du dagligt vil få sat dine kompetencer i spil og blive endnu dygtigere til at styre processer, samarbejde og netværke samt levere målrettet faglig formidling.
Uanset om du er nyuddannet eller er erfaren, ønsker vi, at du hos os får en karriere, som er værdifuld for dig og Miljø- og Ligestillingsministeriet. Du får engagerede kollegaer og et spændende netværk, hvor opgaverne løses i tæt dialog med vores samarbejdspartnere bl.a. andre ministerier, styrelser, interesseorganisationer og internationale organisationer.
Når du søger job i departementet
For os er ansættelsesprocessen meget vigtig. Det er en fordel, hvis du laver en motiveret ansøgning, der fremhæver, hvordan du ser, at dine kompetencer passer ind i vores opgaveløsning.
Det er vigtigt for os at have en god dialog med dig som ansøger, og vi uddyber derfor også gerne indholdet i stillingen, så du kan blive klogere på arbejdsopgaverne og på os som arbejdsplads.
Miljø- og Ligestillingsministeriet benytter det fællesstatslige system HR-Manager i vores rekrutteringsproces. Det er derfor let at ansøge om et job hos os – du skal blot udfylde vores online ansøgningsformular. Vi vil gerne have et cv, og at du også uploader dine eksamensbeviser, karakterer og evt. øvrige relevante dokumenter.
Kort efter at du har uploadet din ansøgning, får du en kvittering på, at vi har modtaget den. Modtager du ikke en kvittering, eller har du på anden vis problemer med at uploade din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os, så hjælper vi dig gerne.
I jobopslaget skriver vi altid i hvilken uge eller evt. dag, vi forventer at holde jobsamtaler. Hvis vi gerne vil se dig til en jobsamtale, vil du blive kontaktet kort tid efter ansøgningsfristens udløb.
For at kunne behandle og besvare din ansøgning indsamler og registrerer vi dermed de personoplysninger om dig, som du selv angiver i vores rekrutteringssystem.
Hvilke oplysninger vi samler, og hvordan vi bruger dem, kan du læse nærmere om i HR-manager, når du sender din ansøgning.
Som statslig institution er vi forpligtet til at slå alle ledige stillinger og lønnede hverv op efter gældende regler, og det er derfor ikke muligt at ansøge om en stilling ved at sende en uopfordret ansøgning.
Du kan altid finde ledige stillinger i Miljø- og Ligestillingsministeriet på vores hjemmeside under fanen ”se ledige jobs”.
Efter ansøgningsfristens udløb gennemgår et ansættelsesudvalg alle indkomne ansøgninger og udvælger, hvem der skal indkaldes til en ansættelsessamtale. Dine oplysninger som ansøger, herunder ansøgning og CV m.m., er alene tilgængelige for relevante HR-medarbejdere og ansættelsesudvalget.
Hvis du bliver indkaldt til en jobsamtale, bliver du kontaktet direkte.
Du vil som udgangspunkt skulle lave en mindre casebesvarelse forud for ansættelsessamtalen. I så fald vil det fremgå konkret af både stillingsopslag og af din indkaldelse til samtalen.
Til samtalen vil du typisk møde et ansættelsesudvalg bestående af en kontorchef og en medarbejder fra det ansættende kontor.
Til samtalen vil vi tale om dine faglige og personlige kompetencer, og vi vil typisk vende dine overvejelser i forbindelse med besvarelsen af casen. Du kan med fordel inden samtalen for eksempel overveje, hvorfor du gerne vil arbejde i Miljø- og Ligestillingsministeriet, hvordan du kan bringe dine erfaringer og kompetencer i spil i stillingen, og hvordan du kan bidrage til kontorets arbejdsområder.
Hvis der er behov for det, kan du blive inviteret til en samtale mere. Jobopslaget vil annoncere, hvis vi anvender test i forbindelse med jobsamtalen. Ved stillinger på chefniveau bruges der som udgangspunkt rekrutteringstest, som forestås af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Efter 1. ansættelsessamtale indhenter vi ofte reference på de ansøgere, vi skønner bedst kvalificerede. Når der indhentes reference, indsamles der som udgangspunkt både oplysninger om faglige og sociale kompetencer. Samtykke til indhentelse af reference giver du i forbindelse med din ansøgning direkte i HR-Manager, men du vil altid blive kontaktet forud med henblik på, at du kan oplyse de konkrete referencepersoner, som vi må kontakte. Her har du selvfølgelig også mulighed for at angive, hvis du alligevel ikke ønsker at oplyse referencepersoner.
Hvis det er dig, vi ønsker at ansætte, vil den ansættende kontorchef kontakte dig og tilbyde dig stillingen. Herefter indledes en lønforhandling.
Hvis du ikke selv er forhandlingsberettiget, videregives dit CV til tillidsrepræsentanten, som forhandler din løn. Hvis du selv er forhandlingsberettiget, vil du selv modtage et ansættelsestilbud i din e-boks.
Når ansættelsestilbuddet er accepteret skriftligt, vil du modtage et ansættelsesbrev med informationer om din ansættelse. Sammen med ansættelsesbrevet får du relevante oplysninger forud for din opstart, så du er klædt på til din første arbejdsdag.
Det er vigtigt for os, at du hurtigt falder til både fagligt og socialt. Vi er klar til at hjælpe dig godt i gang og løbende understøtte din udvikling, så du bedst muligt kan løse dine arbejdsopgaver med høj kvalitet og faglighed i opgaveløsningen.
Vi har derfor sammensat et introduktionsprogram til dig, når du er startet. Det indeholder blandt andet introduktion i kontoret og fælles introduktionsdage, hvor du kan få et overblik over departementet og møde mange af de andre nyansatte. Derudover vil du i løbet af den første tid af din ansættelse gennemgå et antal kurser, som er relevante for dig i forbindelse med din opgaveløsning.
Inden for de første tre måneder vil du desuden blive indkaldt til en prøvetidssamtale med din chef. Formålet med samtalen er at tale om, hvordan det er gået i prøvetiden, om dine arbejdsopgaver er passende, hvordan det går med din trivsel og følge op på, om du mangler kurser.
Du og din chef vil løbende drøfte din udvikling og tage stilling til eventuelt supplerende kompetenceudvikling. Dette sker for eksempel ved den årlige PULS-samtale (præstations-, udviklings- og lønsamtale), som er en samtale med din chef, der handler om din præstation, din fremadrettede udvikling og din løn, der følges op af en mini-PULS for en status på det aftalte.
Når et rekrutteringsforløb er afsluttet, vil ansøgere, der har været til samtale, få mundtligt afslag fra den rekrutterende chef, mens ansøgere, der ikke har været til samtale, vil få skriftligt afslag.
Hvis du ikke bliver tilbudt jobbet, kan du kontakte os for en uddybende begrundelse. Din profil kan godt være den rigtige til en anden stilling, så søg endelig stillinger hos os igen.
Et afslag er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand og kan derfor påklages efter gældende regler. Kontakt vores HR, hvis du ønsker oplysninger om, hvordan du kan påklage dit afslag.
Som statslig institution er vi forpligtet til at slå alle ledige stillinger og lønnede hverv op efter gældende regler, og det er derfor ikke muligt at ansøge om en stilling ved at sende en uopfordret ansøgning.
Du kan altid finde ledige stillinger i Miljø- og Ligestillingsministeriet på vores hjemmeside.
Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesproces, er du velkommen til at kontakte HR og organisation.
Kontaktoplysninger for Miljø- og Ligestillingsministeriet:
Departementets HR og organisation
E-mail: hr@mim.dk.
Miljø- og Ligestillingsministeriets DPO/databeskyttelsesrådgiver
E-mail:Miljø- og Ligestillingsministeriets DPO/databeskyttelsesrådgiver.