1 mio. kroner til vejledning rettet mod unge om samtykke

Miljø- og Ligestillingsministeriet kan i dag offentliggøre et projekt, som får 1 mio. kroner til oplysning og vejledning om samtykkereglerne fra ansøgningspulje under handlingsplanen ’Trygt og sikkert natteliv for alle’.

Undersøgelser viser, at langt de fleste danskere er enige i, at det er vigtigt altid at sikre samtykke til sex. Samtidig peger undersøgelser på, at der stadig er behov for at oversætte samtykkereglerne til virkelige situationer. Bl.a. viser en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, at mange unge oplever udfordringer med at aflæse og spørge om samtykke i praksis.

På den baggrund tildeler Miljø- og Ligestillingsministeriet i dag 1,0 mio. kroner til Sex og Samfunds projekt ’Samtykke i praksis – på vej mod en mere tryg ungdomskultur’. Med projektet vil Sex og Samfund give unge mere viden om samtykkereglerne og den nye lovgivning om stealthing, konkrete redskaber og et fælles sprog til at forstå og praktisere samtykke i hverdagen.

Det vil Sex og Samfund gøre gennem forskellige dialogaktiviteter blandt andet i samarbejde med andre ungeorganisationer. Derudover indeholder indsatsen et digitalt spor, der består i udvikling og udbredelse af interaktive læringsmaterialer med cases og samtykkescenarier, samt en national oplysningskampagne.

Projektet forventes at nå ca. 100.000 unge i alderen 15-25 år. Indsatsen retter sig både mod den brede ungdom og mod unge med særlige behov, som eksisterende indsatser har svært ved at nå.

Der er i alt modtaget 6 ansøgninger til puljen. Puljen udmøntes som led i aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028.

Fakta

  • Som en del af Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028 blev der afsat 1 mio. kroner til en ansøgningspulje til oplysning og vejledning om samtykkeregler for unge.
  • Ansøgningspuljen indgår som et ud af 10 initiativer i regeringens handlingsplan Trygt og sikkert natteliv for alle fra 8. marts 2025. Handlingsplanen indeholder initiativer, der skal bidrage til øget tryghed i nattelivet, særligt målrettet unge kvinder.
  • Puljemidlerne tildeles Sex og Samfunds projekt ’ ’Samtykke i praksis – på vej mod en mere tryg ungdomskultur’.
  • En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at 44 procent af danskerne mener, at der ikke gøres nok for at oplyse befolkningen om samtykke. (Det Kriminalpræventive Råd, 2023)
  • 40 procent af unge mænd mellem 16-20 år synes, at det er svært at afgøre, om en anden samtykker til sex, hvis vedkommende ikke siger det med ord (Det Kriminalpræventive Råd, 2023)

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk