1 mio. kroner til vejledning rettet mod unge om samtykke

Miljø- og Ligestillingsministeriet åbner i dag for en pulje på 1,0 mio. kroner til mere oplysning og vejledning om samtykkeregler og stealthing.

Undersøgelser viser, at langt de fleste danskere er enige i, at det er vigtigt altid at sikre samtykke til sex. Men en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser også, at 44 procent af danskerne ikke mener, at der gøres nok for at oplyse befolkningen om samtykke, og at mange unge oplever udfordringer med at aflæse og spørge om samtykke.

Derfor åbner Miljø- og Ligestillingsministeriet i dag for en pulje på 1,0 mio. kroner, der skal bidrage til at give unge mere viden om samtykkereglerne og udbrede kendskab til de nye regler om stealthing. Det skal understøtte en tryggere ungdoms- og festkultur, hvor respekt for hinandens grænser og samtaler om samtykke er en naturlig i del af det sociale samvær mellem unge.

Udmøntningen af puljen er et af de 10 initiativer i handlingsplanen Trygt og sikkert natteliv for alle.

Læs mere om puljen her. 

Fakta

  • Som en del af Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028 blev der afsat 1 mio. kroner til en ansøgningspulje til oplysning og vejledning om samtykkeregler for unge.
  • Ansøgningspuljen indgår som et ud af 10 initiativer i regeringens handlingsplan Trygt og sikkert natteliv for alle fra 8. marts 2025. Handlingsplanen indeholder initiativer, der skal bidrage til øget tryghed i nattelivet, særligt målrettet unge kvinder.
  • Puljen åbner d. 1. oktober, og ansøgningsfristen er d. 26. november 2025.
  • Ansøgningspuljen kan søges af organisationer, der allerede i dag har oplysnings- eller vejledningsaktiviteter målrettet bl.a. unge, og som arbejder for en mere tryg ungdomskultur.
  • En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at 85 procent af danskerne mener, at det er vigtigt altid at sikre samtykke til sex.
  • 44 procent af danskerne mener, at der ikke gøres nok for at oplyse befolkningen om samtykke. (Det Kriminalpræventive Råd, 2023)

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk