Hovedparten af ofrene for menneskehandel i Danmark er udenlandske kvinder, der er handlet til seksuel udnyttelse. De udgør en ekstrem sårbar gruppe, der ofte udsættes for vold og overgreb, er bundet af gæld og har et meget begrænset kendskab til deres rettigheder og muligheden for hjælp. Derfor er et af initiativerne i regeringens nye strategi- og handlingsplan en forsøgsordning hos Reden International, hvor kvinderne bliver tilbudt juridisk rådgivning til fx at anmelde vold og overgreb til politiet.
Prostitution i Danmark er i høj grad rykket fra det synlige gadebillede til at foregå i fx afsidesliggende huse. Samtidig sælger og rekrutterer bagmænd i højere grad kvinderne online, bl.a. via sexsalgssider. Det gør det endnu vanskeligere at finde mulige ofre for menneskehandel. Derfor indeholder strategi- og handlingsplanen også initiativer, der skal
udvikle det opsøgende arbejde og styrke indsatsen mod bagmændene.
Herudover er der afsat midler til at styrke Center mod Menneskehandels indsats og til politiets indsats mod menneskehandel, tvangsarbejde og arbejdskriminalitet. Strategi- og handlingsplanen indeholder i alt 25 initiativer.
“Menneskehandel er en alvorlig krænkelse af menneskers rettigheder og frihed. Også i Danmark er der kyniske bagmænd, der på groveste vis udnytter sårbare kvinder og sælger deres kroppe til seksuel udnyttelse. Det sker i det skjulte og i stigende grad online. Derfor skal vi videreudvikle et centralt redskab, hvor sexsalgssider systematisk screenes for mulig menneskehandel. Samtidig giver vi de kvinder, som er udsat for menneskehandel, mulighed for juridisk rådgivning, så de får bedre mulighed for at anmelde vold og overgreb. Vi kan og må ikke acceptere menneskehandel”
Magnus Heunicke
ligestillingsminister
Fakta
- I perioden 2007-2025 har de danske myndigheder vurderet 1.412 personer udsat for menneskehandel. Kvinder handlet til seksuel udnyttelse udgør den største gruppe blandt de identificerede ofre. Mænd handles blandt andet til tvangsarbejde og til strafbare handlinger, som fx tyveri og salg af stoffer.
- Med aftalen om udmøntning af SSA-reserven 2026-2029 er der afsat 62,4 mio. kr. til indsatsen til bekæmpelse af menneskehandel, herunder til at videreføre og styrke
indsatsen i Center mod Menneskehandel (CMM) i Social- og Boligstyrelsen og til en forsøgsordning i Reden International med juridisk rådgivning. - Som led i aftalen om ny model for grundfinansiering af civilsamfundet af den 24. oktober 2025 er der afsat i alt 35 mio. kr. til at videreføre bevillingerne i 2026-2027 til organisationerne Reden International, AmiAmi og HopeNow.
- Med Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2026-2030 er der afsat midler til at fortsætte og styrke indsatsen mod tvangsarbejde og arbejdskriminalitet
samt indsatsen mod menneskehandel og menneskeudnyttelse. - Der etableres en forsøgsordning i Reden International, hvor sårbare udenlandske kvinder i prostitution, herunder kvinder der kan være udsat for menneskehandel, tilbydes juridisk rådgivning. Formålet er, at kvinderne understøttes i at anmelde
overgreb og vold og får viden om deres retstilling og muligheder for hjælp. - CMM har i samarbejde med Reden International og AmiAmi udviklet et databaseret screeningsredskab til opsporing af menneskehandel til seksuel udnyttelse, hvor sexsalgsannoncer systematisk screenes og analyses for potentiel menneskehandel. Indsatsen videreudvikles under strategi- og handlingsplanen i tæt samarbejde mellem
CMM, NGO’erne og forskere.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk