Siden miljøminister Lea Wermelin i februar 2021 kickstartede konkurrencen om at blive Danmarks ”vildeste” kommune, er det væltet frem med vilde blomsterbede, højt græs, kilometerlange kvashegn og stenrev overalt i landet.
I halvandet år har alle landets 98 kommuner knoklet for at skabe mere vild natur både til lands og til vands i kampen for at vinde titlen og én mio. kr. til mere vild natur.
I august snævrede juryen med Morten D.D. Hansen, Søren Ryge Petersen, Vicky Knudsen, H.P. Geil, Sofie Graarup Jensen, Philip Hahn-Petersen, Lydia Callesen og Signe Normand feltet ind til 10 finalister. Og danskerne har efterfølgende haft mulighed for at stemme på deres favorit til at vinde konkurrencen.
Vinderen kåres!
Og NU skal Danmarks vildeste kommune kåres. Det sker ved et stort kåringsevent på Naturcenter Amager med deltagelse fra bl.a. Danmarks VILDESTE jury, borgmestre, lokale ildsjæle og mange flere.
Allerede fra kl 13.30 vil området på Amager være forvandlet til en vild markedsplads, hvor der er mulighed for at se og høre mere om kommunernes biodiversitetsprojekter, der spænder lige fra førtidspensionerede skove til mobile geder.
Teltdugen til det store kåringsshow åbner kl 15.15, og cirka kl 15.30 skydes selve showet i gang, hvor vi løfter sløret for vinderen af konkurrencen.
Der vil også blive uddelt ekstrapriser til andre kommuner, som har udmærket sig med ekstraordinært gode naturprojekter, og kommunerne vil blive hyldet med flotte præmier og sang.
Tilmelding og praktik:
Arrangementet afholdes på Granatvej 5, 2770 Kastrup.
Metroen går næsten lige til døren (Vestamager metro). Derudover er der parkeringsmulighed på p-pladsen ved Otto Baches Alle.
Tilmelding skal ske senest mandag d. 19. september kl. 09.30 til presserådgiver Michel Bloch Buch-Larsen, Miljøministeriet, tlf. 24771130, e-mail: miblb@mim.dkFAKTA: De 10 finalister
De 10 kommuner, som er med i opløbet om at vinde konkurrencen, er:
- Albertslund Kommune
- Fredensborg Kommune
- Herning Kommune
- Kolding Kommune og Middelfart Kommune
- Lolland Kommune
- Odense Kommune
- Odsherred Kommune
- Syddjurs Kommune
- Vejle Kommune
- Vordingborg Kommune
Se og hør om kommunernes projekter her: https://dkvild.dk/borger/borgerafstemning/FAKTA: Nominerede kommuner til ekstrapriser
Miljøminister Lea Wermelin og juryen har modtaget så overvældende mange gode projekter fra kommunerne, at de har besluttet at nominere en række kommuner, som også har gjort VILD indsats. De nominerede kommuner til ekstrapriserne er:
- Et stort projekt: Middelfart/Kolding, Tønder, Fredensborg
- Et vedvarende projekt: Hjørring, Odense, Vordingborg, Herning
- Et intelligent projekt: Syddjurs, Norddjurs, Næstved, Sønderborg, Nyborg
- Et nytænkende projekt: Albertslund, Lolland, Aalborg, Rudersdal, Thisted
- Et engagerende projekt: Odder, Vejle, Odsherred, Viborg, Guldborgsund