Danmark skal gå forrest, når det gælder om at vende de seneste års udvikling, hvor EU's eksport af tekstiler er eksploderet. Miljøministeren vil forsøge at skaffe opbakning til forslaget i EU gennem FN’s Baselkonvention.
"Det er vigtigt for mig, at vi ikke eksporterer vores affaldsproblemer. Jeg vil derfor gennem FN’s Baselkonvention arbejde for at skærpe kontrollen med eksport af tekstilaffald til udviklingslande og for et forbud mod eksport af farligt tekstilaffald – det er tekstiler, som
f.eks. er tilsmudset af PFAS eller andre farlige kemikalier," siger miljøminister Magnus Heunicke.
Gennem de seneste 20 år er der sket en tredobling i EU's eksport af tekstiler. I 2019 eksporterede EU således 1,7 millioner tons tekstiler -hovedsageligt til lande i Afrika og Asien, hvor der ikke er kapacitet til at håndtere dem miljømæssigt forsvarligt, og hvor meget af affaldet derfor ender på lossepladser eller i naturen.
Miljøministeren vil foreslå sine ministerkolleger i EU at fremme et forslag i FN om dels at indføre krav om anmeldepligt for import og eksport af tekstilaffald, dels krav til behandlingskapacitet samt forbud mod eksport af farligt tekstilaffald.
Forslaget indebærer, at modtagerlandene aktivt skal acceptere at importere tekstilaffald og bekræfte, at de kan håndtere affaldet miljømæssigt forsvarligt. Eksportlandene skal ligeledes sikre, at det er tilfældet. Ordningen vil skaffe mere data om hvilke former for tekstiler, der bliver eksporteret, og hvor det ender.
Fakta
- FN’s Baselkonvention regulerer farligt affald og ”andet affald,” som FN-landene finder nødvendigt at håndtere på en sikker måde. Andet affald er f.eks. husholdningsaffald, plastikaffald og elektronikaffald.
- Baselkonventionen indeholder krav om anmeldelse og samtykke i forbindelse med import og eksport af visse typer plastik- og elektronikaffald samt krav til behandlingskapacitet i importlandet.
- Tekstilaffald er underlagt Baselkonventionens regler, men en eksportør kan frit sende tekstilaffald fra fx Danmark til tredjelande.
- Eftersom eksport af tekstilaffald ikke er underlagt krav om anmeldelse, findes der ingen konkrete data på, hvor meget der bliver eksporteret fra EU-lande til udviklingslande.
Yderligere oplysninger:
Pressekontakt til Miljøministeriet (kan ikke modtage SMS): Tlf: +45 2091 5901