Der er årligt omkring syv mio. besøgende i Jægersborg Dyrehave nord for København, og nu får de mange gæster mulighed for en længere søndagstur. Den sydlige del af Jægersborg Hegn er nemlig blevet integreret i Dyrehaven.
Her har der tidligere været kommerciel skovdrift i skoven. Det er nu stoppet i forbindelse med, at skoven er udlagt som såkaldt urørt skov, og der er sat hegn om området, så en del af Dyrehavens hjortevildt kan flytte ind i det nye område. Det giver vildere natur og gavner sjældne planter, dyr og svampe. Samtidig vil der fortsat være god adgang til det nye område gennem de karakteristiske røde porte og låger som i resten af Dyrehaven.
H.M. Dronning Mary og miljøminister Magnus Heunicke deltager i en markering af udvidelsen, hvor de vil løfte sløret for H.M. Kongens monogram på en af de nye, røde porte og slippe to hjorte fri i Dyrehavens nye del. De to hjorte er efterkommere af hjortene i den oprindelige dyrehave, der blev indhegnet af Frederik III. Herefter vil H.M. Dronning Mary og miljøministeren få en kort rundtur i Dyrehaven.
Alle er velkomne til at deltage i markeringen og opleve foråret i Dyrehavens smukke omgivelser på egen hånd efterfølgende. Fra kl. 12.15 vil der desuden være mulighed for at komme på en guidet tur med medarbejdere fra Naturstyrelsen, der vil fortælle om naturen i Dyrehaven.
Sted:
Markeringen finder sted ved Nærum Port ud til Skodsborgvej tæt på Nærum by.
Der er et begrænset antal parkeringspladser i området, så besøgende opfordres til at tage toget eller cyklen. Afstand til Skodsborg station er ca. en kilometer
Tid
Søndag den 7. april 2024 mellem kl. 11.00-13.15.
Program for indvielsen
11.00-11.18: Markering ved Nærum Port (Punkt 1 på kortet)
Naturstyrelsens skovrider Kim Søderlund byder velkommen
Miljøminister Magnus Heunicke holder kort tale
H.M. Dronning Mary holder kort tale og afslører H. M. Kongens monogram på en ny, rød port
11.18-11.40: Hjorte slippes fri (Punkt 2 på kortet)
H.M. Dronning Mary og ministeren slipper to hjorte ud i den nye del af Dyrehaven. Efterfølgende kan fremmødte her få mere information om området, og børnefamilier kan få udleveret naturbingo, så man kan gå på jagt efter spændende arter på egen hånd.
Ca. 11.40: H.M. Dronning Mary og ministeren går kort tur i den nye del af Dyrehaven.
12.00 : H. M. Dronning Mary og ministeren forlader arrangementet
12.15-13.15: Mulighed for guidede ture rundt i Dyrehaven med medarbejdere fra Naturstyrelsen. Mødested ved punkt 2 på kortet.
Pressetilmelding:
Pressen skal tilmelde sig begivenheden senest fredag den 5. april.
Tilmelding skal ske til Naturstyrelsens pressemedarbejder Annemette Juhl Mikkelsen, tlf. +45 61 14 76 40, e-mail: anjum@nst.dk