Undersøgelser viser, at partnervold kan eskalere i forbindelse med graviditet og familieforøgelse. Men det er samtidig et tidspunkt, hvor sundhedsmyndighederne har en unik mulighed for at spotte volden og hjælpe de voldsudsatte og deres familier.
Det kan bl.a. ses efter Amager og Hvidovre Hospital har udviklet en screeningsmodel til jordemødre til opsporing af vold blandt alle gravide. Den gør, at Familieambulatoriet nu opsporer 1-2 par om ugen med partnervold, hvor de tidligere kun fandt ca. 5-6 tilfælde årligt.
Ligestillingsminister Magnus Heunicke har besøgt Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, hvor voldsudsatte gravide og deres familier får målrettede tilbud for at slippe fri fra volden.
”Det gjorde et stort indtryk at høre, hvordan jordemødrene på Hvidovre Hospital gør en kæmpe indsats for både at finde de gravide, der er udsat for vold, og hjælpe dem til et liv uden vold," siger ligestillingsminister Magnus Heunicke, som mener, at indsatser mod partnervold bør udbredes til flere hospitaler.
For det har stor effekt, når man sætter ind over for problemet. En evaluering af indsatsen viser, at 3 ud af 4 par, der fået hjælp i Familieambulatoriet, oplever, at det har en positiv virkning på deres konfliktniveau.
”Partnervold skal opspores og stoppes, inden volden slår rødder i de nye familier. Derfor giver vi midler til, at flere regionale familieambulatorier kan sætte ind over for problemet. Jeg ser frem til at følge resultaterne af arbejdet, for det er noget, vi fortsat skal have fokus på i arbejdet for at stoppe partnervold," siger Magnus Heunicke.
Som en del af Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab er der afsat 16 mio. kr. til indsatser i de regionale familieambulatorier til at hjælpe voldsudsatte gravide og nybagte forældre, der lever med vold eller æresrelaterede konflikter
Midlerne kommer fra en ansøgningspulje, der udmøntes af Sundhedsstyrelsen og fordeles, så Region Hovedstaden får 4,5 mio. kr., Region Syddanmark får 4,8 mio. kr. og Region Midtjylland får 6,7 mio. kr.
Indsatserne i Handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab løber fra 2023-2026. Læs mere her:
Yderligere oplysninger:
Miljø- og Ligestillingsministeriets pressetelefon: 20 91 59 01 (Kan ikke modtage SMS).