PFAS i brandslukningsskum i EU bliver snart fortid. Siden 1. juli 2024 har Danmark haft et nationalt forbud mod brug af brandslukningsskumkoncentrat med PFAS på brandøvelsespladser, men nu bliver forbuddet mere vidtrækkende og kommer til at gælde i hele EU.
Tirsdag vedtog medlemslandene i EU med dansk støtte et forslag, der forbyder PFAS i brandslukningsskum med en grænseværdi på 1 mg/kg og en overgangsperiode på fem år.
Når en brand skal slukkes eller beredskaberne skal øve sig i brandslukning ender brandslukningsskummet ofte i miljøet, og derfor er brandslukningsskum en stor kilde til PFAS i miljøet. Det er denne udledning til miljøet, som forbuddet tager hånd om.
“I Danmark er vi gået foran med national regulering for at få fjernet PFAS fra brandskum, og med EU-forbuddet får vi nu stoppet en stor kilde til PFAS i miljøet. Det er et væsentligt skridt og indgår i vores fortsatte arbejde for at begrænse og udfase evighedskemikalier i vores miljø”
Magnus Heunicke
Miljøminister
Miljø- og Ligestillingsministeriet har i forbindelse med det kommende forbud været i kontakt med en række danske aktører og beredskaber, og flere aktører har udfaset brugen af brandslukningsskum med PFAS eller er godt i gang med det.
“Vi arbejder på at få forbudt PFAS i alle de anvendelser, hvor vi kan undvære PFAS, som her i brandskum. Næste store skridt er vores nationale forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægnering, som bliver udstedt før sommer.”
Magnus Heunicke
Miljøminister
Fakta om det nye EU-forbud
PFAS i brandslukningsskum er særlig velegnet til at slukke brande i brandbare væsker som f.eks. olie og kemikalier.
PFAS i brandslukningsskum bliver forbudt med en overgangsperiode på fem år med undtagelse af syv specifikke anvendelser, som får overgangsperioder på mellem 18 måneder og 10 år.
Overgangsperioder for brug af brandslukningsskum
| ||||||||||||||||||
Aktører, der benytter sig af overgangsperioderne, skal efter 12 måneder udarbejde en håndteringsplan, hvor virksomhederne skal redegøre for hvordan de har sikret, at brandslukningsskum, der indeholder PFAS ikke udledes til miljøet.
For brandslukningsskum, der er kommet igennem rengjort brandslukningsudstyr, som er taget i brug før reglerne træder i kraft, gælder en mere lempelig grænseværdi. På den måde vil mulig kontaminering af brandslukningsskummet fra rester af gammelt brandslukningsskum i udstyret ikke betyde, at brandslukningsudstyret skal udskiftes for, at brandslukningsskummet kan leve op til reglerne. Efter 5 år skal det undersøges, om den lempelige grænseværdi kan fjernes.
Yderligere oplysninger:
Miljø- og Ligestillingsministeriets pressetelefon 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)