Nationale partnerskaber skal fjerne PFAS i industrien

Regeringen vil give danske virksomheder adgang til ekspertviden og testmiljøer, der skal hjælpe med at udfase og fjerne PFAS i Danmark. Det skal ske i nye PFAS-partnerskaber, som skal drives af Teknologisk Institut i samarbejde med dansk erhvervsliv.

PFAS skal afværges, inddæmmes og oprenses, og derfor står danske virksomheder over for omfattende restriktioner af per- og polyflouralkylstoffer (PFAS) i både Danmark, EU og globalt. Men det kan være svært for virksomhederne at danne sig et overblik over, hvor PFAS findes i deres produkter, hvilke alternativer der kan bruges, og hvordan de kan omstille sig uden at miste konkurrencekraft.

Derfor tilbyder regeringen nu som led i PFAS-handlingsplanen hjælp til at fremskynde udfasningen af PFAS. Det sker i form af Miljøstyrelsens nye PFAS-partnerskaber, som drives af Teknologisk Institut i samarbejde med en række centrale aktører: Dansk Industri, Dansk Erhverv, inVirke, Dansk Standard og Apeiron.

“Vi skal have sat hårdt ind og fjernet PFAS der, hvor det er muligt. Det kan vi gøre ved at få sat en stopper for brugen i industrien, og de danske virksomheder får nu et redskab, der giver dem de bedst mulige vilkår til at omstille sig, så vi kan få udfaset PFAS til gavn for folkesundheden og vores fælles miljø.”

Magnus Heunicke

Miljøminister

“For mange virksomheder kan det virke komplekst at gå væk fra PFAS, især hvis man har mange produkter og leverandører. Med partnerskaberne samler vi kræfterne, så de ikke står alene. Det er en fælles indsats, hvor vi kombinerer industriens erfaringer med forsknings- og standardiseringskompetencer.”

Emil Damgaard-Møller

seniorkonsulent på Teknologisk Institut og leder af sekretariatet for PFAS-partnerskaberne

Fakta

·         Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik i maj 2024 en aftale om den første nationale handlingsplan mod PFAS-forurening. Planen skal beskytte miljøet og danskerne mod PFAS i hverdagen.

·         Der er afsat 404 mio. kr. til planen, som skal danne grundlag for at afværge, inddæmme og oprense PFAS-forurening. Handlingsplanen løber frem til og med 2027 og repræsenterer en første fase i indsatsen mod PFAS. Efter 2027 skal der tages stilling til fremadrettede indsatser mod PFAS-forurening.

·         Partnerskaberne er gratis at deltage i og åbne for både store og små virksomheder. Deltagerne får adgang til:

  • Workshops og erfaringsudveksling om PFAS i produkter og processer
  • Praktiske værktøjer og guides til leverandørdialog, konsekvensvurdering og strategisk kommunikation
  • Netværk og taskforces, der arbejder målrettet med fx funktionelle alternativer, affaldshåndtering og effektvurderinger
  • Virksomhederne får adgang til viden, netværk og forberedelse til kommende lovkrav.
  • Partnerskaberne tilrettelægges blandt andet ud fra de deltagende virksomheders konkrete behov og ønsker. Derfor kan man allerede nu helt uforpligtende tilkendegive sin interesse i at deltage og være med til at præge de temaer, der skal tages op i partnerskaberne.

Kontaktoplysninger

Teknologisk Institut

Emil Damgaard-Møller

Seniorkonsulent og sekretariatsleder

Mobil 72 20 16 26

Mail edmo@teknologisk.dk

 

Miljøstyrelsen

 

Miljøstyrelsen - Cirkulær Omstilling

+45 20 59 47 17  

nahbr@mst.dk

 

Nanna Rørbech

Miljøstyrelsen - Cirkulær Omstilling, MUDP-sekretariatet

+45 22 38 48 47  

naroe@mst.dk

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk