Store dele af hovedstadsområdet er i dag truet af oversvømmelser fra stormfloder, og risikoen vil stige de kommende år. Derfor er der behov for at beskytte væsentlige værdier og kritisk infrastruktur, som ligger i hovedstadsområdet, som blandt andet omfatter beboelsesområder, lufthavn og metrolinjer.
Den indledende forundersøgelse af stormflodssikring omkring hovedstaden blev færdiggjort i maj 2025. Næste skridt er at igangsætte de første miljøkonsekvensvurderinger af stormflodssikringen af hovedstadsområdet i samarbejde med de involverede kommuner.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
”Vi er bagud med klimasikringen af Danmark, og det gælder også vores hovedstad, som slet ikke er godt nok beskyttet mod de stormfloder, som kan ramme os når som helst. En stormflod i København kan medføre store ødelæggelser, ikke kun for befolkningen, men også for kritisk infrastruktur, som samfundet er dybt afhængige af. Derfor vil staten nu bidrage til finansieringen af de første miljøkonsekvensvurderinger af den sydlige del af København. Det er det næste skridt i stormflodssikringen af hovedstadsområdet.”
Transportminister Thomas Danielsen siger:
”Nu er der afsat midler til at hjælpe til med, at vi kan komme videre med en samlet stormflodssikring af hovedstadsområdet, så vi får sikret både boliger, erhverv, kritisk infrastruktur og alle de andre væsentlige aktiver i vores hovedstad. Jeg ser frem til den videre proces og til at drøfte sagen med kommunerne.”
Fakta:
- Sund & Bælt har udført en statsligt koordineret forundersøgelse for stormflodssikring af hovedstadsområdet med deltagelse af de omfattede kommuner (København, Hvidovre, Tårnby og Dragør) og infrastrukturselskaber med aktiver i området. Det undersøgte projekt er dimensioneret efter at kunne afværge en maksimal stormflodshændelse i 2075.
- Det er Sund & Bælt, som vil udføre miljøkonsekvensvurderinger for første delstrækning af projektet om stormflodssikring af hovedstaden, som forventes at tage ca. tre år.
- Regeringen har afsat 186 mio. kr. som bidrag til analyserne, der foreslås finansieret via Grøn Fond. Regeringen vil på den baggrund fortsætte dialogen med kommunerne om projektet, herunder om kommunal medfinansiering af de næste undersøgelser.
- Transportministeriet varetager den faglige opgave og koordinationen af undersøgelsesfaserne af hovedstadsprojektet.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk