TotalEnergies politianmeldt for oliespild og kemikalieudledninger i Nordsøen

Miljøstyrelsen har politianmeldt firmaet TotalEnergies for blandt andet spild på 67.840liter olie og 3750 liter diesel. I alt er TotalEnergies politianmeldt for 13 overskridelser af havmiljøloven.

Spild af olie, diesel og kemikalier i havet har store negative konsekvenser for havets dyr og miljø. Derfor fører Miljøstyrelsen efter havmiljøloven tilsyn med, at den danske produktion af olie og gas sker med de mindst mulige miljøpåvirkninger. Havmiljøloven fastsætter regler om udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer og kemikalier.

Den 20. august har Miljøstyrelsen under Miljøministeriet politianmeldt virksomheden TotalEnergies (Total EP Danmark A/S) for i alt 13 lovbrud på havmiljøloven. TotalEnergies er politianmeldt for et spild på 67.840 liter olie, 3750 liter dieseloliespild, fire større kemikaliespild og syv overskridelser af tilladte kemikalieudledninger i perioden fra 2022 til 2025.

”Vi skal passe på vores stærkt pressede havmiljø. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at reglerne for spild og udledninger af olie, stoffer og kemikalier til vores farvande bliver fulgt – og at loven, når der sker lovbrud, bliver håndhævet konsekvent,” siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.

Fakta

  • Miljøstyrelsen er godkendelses- og tilsynsmyndighed for den franske virksomhed TotalEnergies A/S, som er den største operatører af offshore olie- og gasanlæg i Nordsøen.

  • Miljøstyrelsen har den 20. august politianmeldt TotalEnergies for et større oliespild, fire større kemikaliespild og syv overskridelser af tilladte kemikalieudledninger i perioden fra 2022 til 2025. TotalEnergies er blevet politianmeldt for:

    • Et dieseloliespild på 3750 liter på oliefelt Skjold A

    • Et oliespild på 67.840 liter urenset olie på oliefelt Gorm

    • Fire kemikaliespild på hhv. 3100, 3700, 4700 og 9368 liter på oliefelt Dan Bravo

    • Syv overtrædelser af kemikalieudledninger af godkendte kemikalier for 2025. De syv overtrædelser spænder fra mellem 5,2 tons til 90,9 tons.

  • Miljøstyrelsen forventes at følge op på driften og forholdene i forbindelse med tilsyn på anlæggene. Det forventes, at TotalEnergies vil kunne blive idømt en bødestraf for forholdene.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk