Regeringen sætter penge af til nye marine naturnationalparker

Danmark skal have mindst syv marine naturnationalparker. De to første er etableret, og med finansloven for næste år afsætter regeringen i alt 67,8 mio. kr. til de næste to.

Det er regeringens ambition at styrke havmiljøet og skabe bedre forhold for naturen i de danske farvande. Derfor skal der etableres mindst fem nye marine naturnationalparker, hvor der skal ske aktiv naturgenopretning, fx i form af etablering af stenrev og udplantning af ålegræs.

Regeringen vil i finansloven for næste år afsætte i alt 67,8 mio. kr. over tre år til at etablere to nye marine naturnationalparker. Der er allerede etableret to marine naturnationalparker i Øresund og i Lillebælt med strengt beskyttede områder og forbud mod de mest ødelæggende aktiviteter. Nu afsættes der penge til at etablere de næste.

“Vi har en fantastisk natur under havets overflade. Vi har sandbanker og dybe render, stenrev og tangskove, koraller og søfjer, hajer og muslinger. Men det danske havmiljø er også hårdt presset af den måde, vi mennesker i årtier har udnyttet havet på. Med de marine naturnationalparker giver vi nogle af vores fineste naturområder et helle, hvor naturen får ro, og hvor vi hjælper den med at genoprette sig. Det er en rigtig god nyhed, at vi kan sætte handling bag ordene i regeringsgrundlaget, så vi kan få flere marine naturnationalparker. Jeg ser frem til at drøfte med partierne, hvor vi skal placere de nye marine naturnationalparker.”

Maria Reumert Gjerding

Miljøminister

Fakta

Regeringen afsætter 22,3 mio. kr. i 2027, 22,9 mio. kr. i 2028 og 22,6 mio. kr. i 2029 til indsatsen.

Regeringen har med sit politiske grundlag lagt op til at øge naturbeskyttelsen på havet, herunder udarbejde en handlingsplan for miljøfarlige stoffer i havmiljøet med reduktionsmål og konkrete virkemidler samt bl.a. undersøge problematikken omkring og mulige løsninger på indvirken af tidligere råstofudvinding på havbunden. Hertil skal der udpeges mindst fem flere marine naturnationalparker og sikres bedre beskyttelse af udpegede områder f.eks. gennem forbud mod benyttelse af bundslæbende redskaber i disse områder.

Regeringen vil desuden fremlægge en natur- og biodiversitetslov med det mål, at 30 pct. af Danmarks samlede areal skal være beskyttet natur, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur.

Der blev i februar 2026 indgået en bred politisk aftale (S, V, M, SF, LA, EL, KF, RV, DF, ALT og et medlem uden for grupperne) om Danmarks to første marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.

Aftalepartierne er enige om, at de marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt:

  • indeholder særlige naturværdier

  • har en stor andel af beskyttede områder med mindst én kerne af streng beskyttelse

  • indeholder forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber 

  • ikke indeholder råstofindvindingszoner, og negativ forstyrrelse fra menneskelig aktivitet generelt søges begrænset mest muligt. Klapning er som udgangspunkt ikke muligt 

  • danner ramme om passiv og aktiv marin naturgenopretning, og 

  • danner ramme for formidling af havnatur, et mangfoldigt friluftsliv på havet og bæredygtig turisme.

Aftalepartierne er derudover enige om, at de marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt skal kendetegnes ved løbende forbedringer.

Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk