Historier om dumping af byggeaffald og forurenet jord i naturen har fyldt i medierne de seneste år, særligt siden TV 2’s afdækning i Den Sorte Svane. Mange af historierne har afdækket, hvordan man ved at dumpe jord og affald i naturen eller på landbrugsarealer angiveligt har forsøgt at spare udgifter eller opnå en økonomisk gevinst på bekostning af miljøet.
I februar 2026 vedtog Folketinget med et bredt flertal at skærpe straffen for naturkriminalitet. Nu vil miljøminister Maria Reumert Gjerding og klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa skærpe straffene for miljøkriminalitet.
Derfor fremsætter regeringen i dag et lovforslag, der skal give mulighed for langt større bøder end tidligere. Det betyder bl.a., at der skal sættes ind over for professionelle, der tilsidesætter reglerne til skade for miljø og sundhed. Bødeniveauerne skærpes særligt, når reglerne er omgået på bekostning af miljøet, når det er gjort med tilsigtet økonomisk gevinst, eller når krav om anmeldelse, ajourføring af anmeldelse, miljøscreening og miljøkortlægning ikke er overholdt. Strafskærpelserne vil træde i kraft d. 1. januar 2027.
“Når nogen bevidst forurener vores miljø for at slippe billigere eller tjene flere penge, skal konsekvenserne afspejle alvoren af forbrydelsen. Lige nu ender regningen hos miljøet og skatteborgerne, mens gevinsten havner hos dem, der bryder reglerne. Derfor vil regeringen skærpe straffene for bl.a. dumping af byggeaffald og forurenet jord. Vi lægger op til, at der som minimum sker en fordobling af bøderne, og at de yderligere forhøjes, hvis man bevidst har forsøgt at opnå økonomisk fordel, så bøden forhøjes med det dobbelte af den økonomiske gevinst ved at omgå reglerne.”
Maria Reumert Gjerding
Miljøminister
“Forbrydelser skal ikke kunne betale sig - heller ikke når man sviner vores jordklode til. Så simpelt kan det siges. Derfor er vi nødt til at skrue op og sætte ind over for de kyniske lovovertrædere, som bryder reglerne og sviner vores natur til.”
Samira Nawa
Klima-, energi- og forsyningsminister
Fakta
Miljøkriminalitet anvendes her om strafbare overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven og regler udstedt i medfør af disse to love.
Tidligere i år indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en handlingsplan for håndtering af jordflytning og bygge- og anlægsaffald. I forlængelse heraf fremsatte den tidligere regering et lovforslag om at skærpe strafniveauet for overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven, men lovforslaget bortfaldt pga. valgudskrivelsen. Det er det lovforslag, som regeringen nu genfremsætter.
Lovforslaget vil give mulighed for langt større bøder end tidligere. Det betyder bl.a., at der skal sættes ind over for professionelle, der tilsidesætter reglerne til skade for miljø og sundhed.
Med lovforslaget lægges op til, at der som minimum sker en fordobling af de bøder, der gives og en firedobling af strafniveauet ved visse overtrædelser af krav om anmeldelse, ajourføring af anmeldelse, miljøscreening og miljøkortlægning.
Er der opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel vil denne bøde skulle yderligere forhøjes med det dobbelte af den økonomiske fordel. Dette er en væsentlig skærpelse ift. tidligere, hvor udgangspunktet var en eventuel forhøjelse på højst en fjerdedel af det sparede eller tjente.
Herudover lægges med forslaget som noget nyt op til, at der skal ske en differentiering af bøden for virksomheder, så store virksomheder får større bøder end mindre virksomheder.
Der kan også være andre ting, der trækker bøden yderligere op, f.eks. hvis der sker skade på miljøet eller er fare herfor. Eller hvis der ikke kan ske konfiskation af en opnået økonomisk fordel og bøden derfor forhøjes.
Fastsættelse af bødens størrelse vil altid bero på domstolenes konkrete vurdering, men lovbemærkninger af den foreslåede karakter vil være retningsgivende.