Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har udarbejdet en vurdering af truslen fra Rusland. ”FE vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil intensivere sin hybridkrig yderligere ved at udføre hyppigere angreb mod Vesten og NATO med større konsekvenser for de berørte lande end tidligere. Det kan eksempelvis omfatte destruktive cyberangreb med alvorlige konsekvenser for samfundsvigtige funktioner.”
Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) har udarbejdet en vurdering af cybertruslen. ”SAMSIK hæver trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark fra MIDDEL til HØJ. Det indebærer, at SAMSIK nu vurderer, at det er sandsynligt, at Rusland vil forsøge at udføre destruktive cyberangreb mod Danmark.” ”Det hævede trusselsniveau for destruktive cyberangreb gælder på tværs af det danske samfund, dog særligt for organisationer med ansvar for samfundsvigtige funktioner i kritisk infrastruktur.”
En del af de samfundsvigtige funktioner i Danmark er vandsektoren, der består af drikkevandsforsyninger og spildevandsrensningsanlæg.
Sektoren har en decentral struktur med ca. 2.500 vandforsyningsselskaber og lidt over 100 spildevandsselskaber. Det gør vandsektoren robust i sig selv og mindre sårbar i krisesituationer.
“Vores vandsektor er robust. Den er decentral med flere tusinde boringer og vandværker, der er et effektivt værn i krisesituationer. Det vil det også være ved ondsindede handlinger. Men vi står over for en ny sikkerhedssituation. Derfor fortsætter vi arbejdet i flere spor for at styrke beredskabet og sikkerheden i vandsektoren. Vi skærper kravene til hele vandsektorens cybersikkerhed. Samtidig skærper vi kravene til den fysiske sikkerhed, så vandværker og vandboringer tager den nye situation alvorligt. Vi er også i gang med at implementere et udvidet vandkriseberedskab, der skal sørge for, at hele vandsektoren, også de små vandforsyninger og renseanlæg, kan få hjælp til at få driften op igen hurtigst muligt, i tilfælde af større hændelser, der ikke kan håndteres lokalt. Det kan f.eks. være ved at give dem hurtig adgang til kritiske reservedele, nødgeneratorer og vandtanke. Vi skal bygge videre på den robusthed, der allerede er i sektoren, og det er vi i fuld gang med.”
Maria Reumert Gjerding
Miljøminister
Fakta
• Trusselsvurderingerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed kan læses her:
https://www.fe-ddis.dk/da/nyheder/2026/vurdering-af-truslen-fra-rusland/
https://samsik.dk/publikation/destruktive-cyberangreb-september-2026/
• Vandkriseberedskabet, der er ved at blive implementeret, skal bestå af materiel, der kan understøtte vandberedskabet i hele landet, bl.a. i form af f.eks. palletanke med rent drikkevand, nødgenerator, pumper og kritiske reservedele. Det skal bidrage til at understøtte den decentrale struktur, hvis der sker større hændelser på tværs af mindre forsyninger. Lagre med materiel placeres strategisk i hele landet.
• Der etableres desuden et beredskabscenter i Miljøstyrelsen med 24/7 vagtordning. Beredskabscenteret skal bidrage til en markant styrkelse af koordineringen af beredskabet i vandsektoren. Centeret skal bidrage med vejledning, håndtere hændelsesrapporteringer fra sektoren og føre tilsyn med de nye regler, samt et rejsehold, der kan hjælpe selv de mindste vandforsyninger med at blive forberedt og leve op til de nye krav og den nye virkelighed, vi står i.
• Miljøministeriet fremsætter i oktober lovforslag om, at hele vandsektoren, både store og små forsyninger, underlægges krav om både cyber- og fysisk sikkerhed. Lovene, der vil medføre en markant styrkelse af cybersikkerheden og beredskabet, supplerer de EU-regler, der gælder for de største selskaber.
• Miljøministeriets indsatser skal ses i sammenhæng med myndighedernes generelle anbefalinger til borgerne, bl.a. om at have tre liter vand på lager per person i husstanden, så man kan klare sig i tre døgn uden en fungerende vandforsyning.
• Vandsektoren opfordres til at skærpe opmærksomheden hos både deres medarbejdere og deres fysiske lokationer for hurtigt at kunne spotte mistænkelige adfærd og situationer, som falder uden for normalbilledet. Usædvanlige hændelser skal meldes til Miljøstyrelsen. Samtidig opfodres de til at kontrollere, at alle beredskabsplaner er opdaterede, ligesom den nye trusselsvurdering understreger vigtigheden af at holde øvelser.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk