Statsrevisorerne har i dag udtalt skarp kritik af Miljøministeriet og Miljøstyrelsens kontrol med brug af pesticider i Danmark. Rigsrevisionen konkluderer, at Miljøstyrelsens grundlag for kontrollen er utilstrækkeligt, at Miljøstyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang vælger virksomheder til kontrol ud fra risikoen for lovbrud, og at Miljøstyrelsens kontrol med brugen af pesticider ikke er effektiv.
Miljøministeriets egne opgørelser over overtrædelser af pesticidreglerne har de seneste år vist høje overtrædelsesprocenter på ca. 40 pct. Det ledte i 2025 til, at der blev indgået en tillægsaftale til den nuværende sprøjtemiddelstrategi, der udløber i år. Med tillægsaftalen blev der udtaget yderligere landbrug til kontrol for at følge op på overtrædelser i landbrugets egne indberetninger, ligesom der blev nedsat en task-force, der skal komme med input til den kommende strategi om mulighederne for at øge regelefterlevelsen på området.
“Jeg tager kritikken meget alvorligt. Når kontrollen svigter, er der en risiko for, at ulovlig eller forkert brug af pesticider ikke bliver opdaget, og at det får konsekvenser for miljø og menneskers sundhed. Derfor skal den næste Pesticidstrategi være ambitiøs og følge op på Rigsrevisionens kritik. Det er helt centralt, at myndighedernes kontrol er et effektivt værn mod brugen af ulovlige pesticider, at godkendte midler anvendes efter reglerne, og at brugen bliver indberettet korrekt.”
Maria Reumert Gjerding
Miljøminister
Miljøministeren vil indkalde Folketingets partier til forhandling om en ny Pesticidstrategi, der skal erstatte den nuværende sprøjtemiddelstrategi for 2022-2026.
Fakta
Hele Rigsrevisionens beretning kan læses her: https://www.rigsrevisionen.dk/nyheder/2026/sep/beretning_pesticider
Statsrevisorernes kritik kan læses her: https://www.ft.dk/statsrevisor/20251/beretning/sb23/index.htm
Sprøjtemiddelstrategien 2022-2026 er en politisk aftalt handleplan, der udløber i år. Strategien havde bl.a. til formål at mindske pesticiders belastning af sundhed, natur og miljø, og at leve op til EU’s Rammedirektiv for bæredygtig anvendelse af pesticider.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk