Håndtering af terrænnært grundvand og tag- og overfladevand (regnvand)

I Danmark ser vi ind i en fremtid præget af mere regn og flere og kraftigere skybrud. Særligt i vinterperioder vil øgede nedbørsmængder medføre, at jorden nogle steder mættes med vand, så regnen ikke kan sive ned, men vil stå tæt på terræn og give problemer med oversvømmelser af kældre og fundamenter. Det øgede antal skybrud kan give problemer i form af f.eks. oversvømmede kloakker, veje og bygninger.

Ansvaret for håndteringen af regnvand – også kaldet tag- og overfladevand – og for terrænnært grundvand er fordelt mellem kommunerne, spildevandsforsyningsselskaberne og grundejerne. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en kommunal spildevandsplan, der fastlægger, hvordan spildevandsforsyningsselskaberne skal håndtere spildevand, herunder tag- og overfladevand (regnvand), og terrænnært grundvand i kommunen.

Spildevandsplanen indeholder samtidig en beskrivelse af planlagte projekter, som spildevandsforsyningsselskaberne står for at gennemføre under forudsætning af, at det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.

Spildevandsforsyningsselskabernes klimatilpasning (serviceniveaubekendtgørelsen)

Fra januar 2021 trådte der nye regler i kraft for spildevandsforsyningsselskabernes klimatilpasning. Med dem blev der indført regler om, at spildevandsforsyningsselskabernes takstfinansierede indsats i forhold til håndtering af tag- og overfladevand (regnvand) kun kan ske til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt serviceniveau.

Ved et serviceniveau forstås en angivelse af, hvor ofte vand fra henholdsvis regnvandskloakker og kloakker med en blanding af regn- og spildevand i gennemsnit må forekomme på terræn i mængder, der forvolder skade. Dette gælder, hvad enten der er tale om allerede kloakerede områder eller områder, der nykloakeres.

Formålet med reglerne er at skabe gode rammer for håndtering af regnvand og understøtte klimatilpasning til det rette niveau, hvor forbrugerne ikke betaler unødigt meget.

Miljøministeriet og Klima-, Energi og Forsyningsministeriet har i februar 2025 offentliggjort en evaluering af reglerne.

Læs mere om Evaluering af klimatilpasningsregler for tag- og overfladevand her.

Terrænnært grundvand

Det terrænnære grundvand stiger af flere årsager, herunder lukning af vandindvindingsanlæg, tætning af utætte kloakrør, der har virket som dræn, og klimaændringer. Kraftigere, hyppigere og længerevarende regn, særligt i vintermånederne, gør, at regnvandet ikke kan sive ned i jorden hurtigt nok. Når vandet ikke optages i jorden vil det opstuve på terræn.

Grundvandsspejlet er mange steder i Danmark steget, og med klimaforandringerne forventes det at stige endnu mere. For grundejere kan det skabe problemer med vand i fundamenter samt oversvømmelser af grund og kældre.

Med vedtagelse af ny lovgivning i juni 2025 blev der indført regler om, at spildevandsforsyningsselskaber skal foretage grundvandssænkende foranstaltninger i områder, der i spildevandsplanerne er udlagt til regnvandskloakering, når det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.