Naturen på land

På denne side kan du læse om reglerne for naturbeskyttelse på landjorden i Danmark.

Det er forbudt at ændre tilstanden af klitfredede arealer.

Miljøministeriet har det overordnede ansvar for at beskytte naturen i Danmark. Naturbeskyttelsesloven er den centrale nationale lov på området.

I Danmark er ca. 15 procent af landarealet beskyttet med natur som formål . Det omfatter fredninger af arealer med natur som formål, sammenhængende arealer med beskyttede naturtyper som heder, moser, søer og enge samt internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000).

Derudover findes der andre former for beskyttede arealer såsom fx områderne nær søer, åer, skove og kysten (bygge- og beskyttelseslinjer) og klitfredning. Dertil kommer beskyttede dyre- og plantearter.   

De danske regler om beskyttelser af områder og arter på land bidrager i vid udstrækning til implementering af EU’s naturdirektiver (habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet). Du kan læse mere om direktiverne her: Biodiversitet i EU og globalt

Havet udgør også en stor del af Danmarks naturområde. Du kan læse mere om beskyttelse af havet her: Naturen i havet

 

 

Læs nedenfor nærmere om reglerne for beskyttelse på landarealet:

 

 

Beskyttede naturtyper (naturbeskyttelseslovens § 3)

Mange naturområder er forsvundet fra landskabet, og med dem levesteder for mange vilde dyr og planter. For at bremse tabet er bestemte naturtyper beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens § 3. Loven indeholder et forbud mod tilstandsændringer for en række beskyttede naturtyper, når de dækker et større sammenhængende areal (som udgangspunkt større end 2.500 m2):

  • Søer
  • Udpegede vandløb
  • Heder
  • Moser og lignende
  • Strandenge og strandsumpe
  • Ferske enge og biologiske overdrev.

Den generelle beskyttelse af naturtyperne omfatter ca. 10 procent af Danmarks areal fordelt på godt 440.000 ha registrerede arealer (opgjort i år 2016). Du kan læse mere om § 3-beskyttede naturtyper på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/3-beskyttede-naturtyper/

Fredede områder

Reglerne om fredede områder findes i naturbeskyttelseslovens kapitel 6. En fredning er en afgørelse, der fastsætter konkrete regler for anvendelsen af et geografisk afgrænset område for at sikre en naturfredningsmæssig beskyttelse eller anvendelse af området. Fredningsformålet kan være forskelligt, for eksempel varetagelse af landskabelige, rekreative, naturbeskyttelsesmæssige, kulturhistoriske eller naturvidenskabelige værdier. Der findes omkring 4.000 større eller mindre fredede områder i Danmark, som tilsammen udgør cirka fem procent af Danmarks landareal. Du kan læse mere om fredede  områder på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/fredninger/

Internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000)

Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede naturområder i EU, som består af fuglebeskyttelsesområder, habitatområder og/eller ramsarområder (beskyttede vådområder med særlig betydning for fugle). Hvert område er udpeget for at beskytte bestemte arter og naturtyper, der er sjældne, truede eller karakteristiske for Danmark.

Inden for Natura 2000-områderne gælder bl.a. særlige retningslinjer for behandlingen af planer og projekter, der kan påvirke områderne.

Du kan læse mere om Natura 2000 på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/

Du kan læse mere om de nyeste planer for Natura 2000-områderne her: Nye planer skal støtte biodiversiteten i Danmarks største og mest værdifulde naturområder (mim.dk)

Klitfredede arealer

Naturbeskyttelseslovens § 8 indeholder et forbud mod at ændre tilstanden af klitfredede arealer. Klitfredede arealer findes næsten udelukkende ved Jyllands kyster mod Skagerrak og Vesterhavet. Du kan læse mere om klitfredede arealer på Kystdirektoratets hjemmeside: https://kyst.dk/strand-og-klit/klitfredning/

Strandbeskyttelseslinjen

Naturbeskyttelseslovens § 15 indeholder et forbud mod at ændre tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Strandbeskyttelseslinjen omfatter som hovedregel alle danske kyster ved hav og fjord. Du kan læse mere om strandbeskyttelseslinjen på Kystdirektoratets hjemmeside: https://kyst.dk/strand-og-klit/strandbeskyttelse/

Bygge- og beskyttelseslinjer

Naturbeskyttelseslovens § 16-19 indeholder en generel beskyttelse af en række markante landskabselementer, formuleret som forbud mod forskellige former for byggeri, anlæg m.v. i nærheden af søer, åer, skove, fortidsminder og kirker – det vil sige inden for de såkaldte bygge- og beskyttelseslinjer:

  • Sø- og åbeskyttelseslinjen
  • Skovbyggelinjen
  • Fortidsmindebeskyttelseslinjen

Du kan læse mere om bygge- og beskyttelseslinjer på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/bygge-og-beskyttelseslinjer/

Beskyttede dyre- og plantearter

Beskyttelsen af dyre- og plantearter er reguleret af flere EU-direktiver, der er implementeret i dansk lovgivning. Danmark har tilsluttet sig en række internationale konventioner, der også har betydning for beskyttelsen af arterne, ligesom mange arter indirekte er beskyttet, fordi deres levesteder er beskyttet.

Du kan læse mere om beskyttede dyre- og plantearter på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/erhverv/rig-natur/artsforvaltning/beskyttede-arter
 

Bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater

Bekendtgørelsesfredninger kan oprettes på statsejede arealer og i fisketerritoriet i henhold til naturbeskyttelsesloven, og kan bl.a. have til formål at beskytte plante- og dyrebestande eller særlige naturtyper.

Vildtreservater er områder, som er udpeget i medfør af jagt- og vildtforvaltningsloven, med det formål at beskytte og styrke vildtlevende bestande af fugle og pattedyr. Du kan læse mere om bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/friluftsliv/jagt/jagttider-og-fredninger/fiskeriterritoriet-og-reservater/

Andre former for naturbeskyttelse

Ud over ovenstående beskyttelse af arealer og arter på land, har Danmark også andre landområder, der har natur som formål, herunder: